TEMA: CAS = Clean & Simple – Hvad er det?

Da Gitte meldte vores nye tema ud, blev jeg vildt begejstret. Wuhuuuu, det er nemlig lige mig! CAS-stilen har været min favorit lige fra starten og jeg kan blive helt varm om hjertet, når jeg ser et kanon flot CAS kort.

Men hvad er CAS?? Nogle af jer ved det allerede, mens andre muligvis er et stort spørgsmålstegn. Så lad mig starte ud med at forklare definitionen på stilarten CAS. CAS står for ”Clean And Simple”. På Skandinavisk vil vi oversætte det til ”Rent og Simpelt” eller “Simpelt og Enkelt”. Men hvordan gør man det??

Definitionen er:

  • Ét hovedfokus, det vil sige ét hovedobjekt. Dette kan være et motiv, en tekst eller en gruppering af samme.
  • Masser af ”luft”, som ofte betegnes ”white space”. White space kan være et område på dit kort, hvor der ingenting er. Det behøver ikke være ”Hvidt”, det kan ligeså vel være en hvilken som helt farve (men ikke flerfarvet designpapir). Bare der er masser af ”luft”, det vil sige ingen pynt og lignende.
  • Begrænset antal lag og antal pynt.
  • Begrænset antal farver.
  • Skal give indtryk af, at det er hurtigt og enkelt at lave.
  • Holdes i rene linjer og et enkelt look.

Hvordan man fortolker ovenstående varierer meget fra scrapper til scrapper – især i forhold til ens egen personlige vante stilart. CAS opfattes af nogle som et bredt begreb, mens andre holder stilen strengt. Man støder derfor typisk på forskellige grader/forståelser af CAS. Med mit kort i dag har jeg forsøgt at demonstrere CAS stilen, som jeg tolker den i henhold til definitionen. Og her har jeg valgt at holde stilen strengt.

For nogle er ægte CAS udtrykt ved kun at lave et ”one layer” kort. Ved ”one layer” forstås ét lag. Det vil sige, at der ikke er andre lag end selve kort basen. Her er meget ”luft” og hovedobjektet er 100% i fokus. Mit kort illustrere denne form for CAS, da det kun består af ét lag, nemlig kortbasen. Hertil har jeg kun ét motiv på kortet – en kombination af motiv og tekst. Årsagen til, at jeg siger ét motiv er, at jeg har placeret min tekst helt tæt op ad motivet, hvorfor dette bliver til ét hovedobjekt.

Til kortet har jeg brugt Avery Elle’s “Sip Sip Hooray” stempelsæt. Til dette stempelsæt hører også et lækkert die-sæt med vinflaske-tag.

Den mest benyttede CAS stil er efter min mening ikke et one-layer, men indeholder typisk et eller 2 ekstra lag udover kortbasen. Blot man husker, at der er ét hovedobjekt i fokus, godt med “luft” og begrænset med fyld og pynt. Normalt laver jeg selv primært kort indenfor denne grad af CAS.

For at skabe lidt mere “aktion” i enkelt stil på mit CAS kort, har jeg benyttet en almindelig kant-die sammen med Sizzix Texturz Silicone Rubber og Texturx Impressions Pad. På denne måde har jeg fået en fin og diskret ramme om mit kort uden at det tager fokus fra mit hovedobjekt.

CAS giver ofte iagttageren et indtryk af ro, højst sandsynligt fordi der ikke “sker” for meget på kortet. For mange kan det være svært at kaste sig ud i ”white space” kort. Det jeg ofte hører fra scrappere, som ikke er vant med CAS stilen er, at de har meget, meget svært ved at bekæmpe lysten til at udfylde “white space” med bling, pynt eller andet. Og jeg kan faktisk godt forstå dem.

Hvad med dig? Er du vild med CAS eller vil et CAS kort presse dig ud af din comfortzone?

Pia 🙂 – som er vild med CAS!

10 thoughts on “TEMA: CAS = Clean & Simple – Hvad er det?

  1. Det er så lækkert. Det er lige mig og det er også inden for denne stil jeg befinder mig bedst.

  2. Holder meget af CAS, og laver en del, der ikke afspejler “frygt” for det tomme papir. Derimod kan jeg nemt blive småstresset over kort med mere end 4-5 lag.

    Derudover har en stadig større beholdning af stempler, inspireret til flere og flere “designpapir” er stemplet op, fra et stykke ensfarvet karton (ikke CAS, men ???).

    1. Skønt at høre fra en fellow-CAS scrapper 🙂
      Mit bud på et selvlavet “designpapir” med stemplet mønster, hvor der ikke er white space på det færdige kort/projekt, vil være shabby chic.

  3. Åhh, endnu et smukt smukt kort fra din hånd, Pia 🙂 Jeg er vild med dine CAS-cards og vil så gerne lære denne stilart. Den giver mig glæde i sindet, ro i hovedet og så er den bare elegant!

    Kort, albums osv. med mange farver – og ikke mindst mange forskellige mønstre, dét dræner mig for energi og stresser mit øje.

    Men hvor det det skønt, at der er noget for enhver i denne hobby – tak for dit input om CAS-stilen.

    1. 1000 tak Diana 🙂 Det er lige præcist det som er fantastisk ved vores hobby, at der er noget for enhver smag 🙂

Skriv et svar til Mariane Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.