Bordkort til julebordet

Jeg havde en tanke om, at Tim Holtz træstub-die med embossingfolder måtte kunne bruges til andet end at sætte på et kort, og det kom der denne ide til bordkort til julebordet ud af.

Jeg startede med at stanse mit akvarelpapir ud med dien. Herefter tværede jeg lidt Distress Oxide ink ud på mit underlag i farverne “Fossilized Amber” og “Antique Linen” – jeg brugte mest af farven “Antique Linen”. Jeg sprayede lidt vand over inken og trak mit akvarelpapir igennem farverne, indtil hele papiret var dækket af farve og jeg var tilfreds med nuancerne.

Nu fik mit papir en tur igennem den tilhørende embossingfolder, så det fik den fine træstruktur. For at fremhæve årene inde i træet har jeg med let hånd duppet dem med Distress Oxide ink i farven “Vintage Photo”. Den yderste ring blev sværtet med Distress Oxide ink i farven “Walnut Stain”.

Her er det færdige stykke “træ”. Alleryderst – kun lige på kanten af papiret – har jeg duppet lidt Distress Oxide ink “Black Soot” for at afslutte kanten lidt mere. Jeg har også sprayet en smule vand på “træet” for at aktivere oxide effekten i Distress Inken og derved skabe endnu mere spil i farven.

Papiret, som grangrenene er stanset ud af, er lavet på samme måde. Her har jeg brugt Distress Oxide ink i farverne “Lucky Clover” og “Peeled Paint”. Igen har jeg tværet farven ud på mit underlag, sprayet med vand og trukket mit akvarelpapir igennem farven til det er dækket i de herligste grønne nuancer.

Jeg stansede seks grene ud tilfældige steder fra papiret. Jeg har farvet enderne af grenene med Distress Oxide ink i farven “Frayed Burlap”, samt duppet lidt på grannålene – bare sådan lidt hist og pist.

Teksten “Mormor” er fra et die-sæt fra KaBoks, dvs sættet består blot af “Mor” og “Far”, men de kan jo sættes sammen på kryds og på tværs, så alle bedsteforældrene er dækket ind. Her har jeg stanset to gange “mor” ud i sort karton.

Spidsen af mit “r” er limet ovenpå stregen fra mit “m”. For at få min tekst lidt mere stabil, har jeg duppet den med VersaMark og embosset det med en klar embossingpulver med det fineste glitter i. Jeg har givet det to gange for at opnå en jævn overflade. Nu er teksten fin og blank med det herligste glimmer. Jeg har forsøgt at fange det med kameraet, men det er ikke nemt at få et godt billede af.

Så er der egentlig blot tilbage at samle det hele og toppe med en rød sløjfe.

Og så er der dækket op til jul 🙂

Tak fordi du kiggede med 🙂

Mange hilsner fra Tina.

 

Materialer jeg har brugt:

Distress Oxide ink: Antique Linen, Fossilized Amber, Vintage Photo, Walnut Stain, Black SootLucky Clover, Peeled Paint og Frayed Burlap.

Dies: Sizzix Tim Holtz “Tree Rings”, “Fold-up Bows” og “Holiday Greens, mini“, samt die-sættet “mor far” fra KaBoks.

Embossingpulver: Hero Arts – Sparkle

 

 

2 thoughts on “Bordkort til julebordet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.