Året der gik – og året der kommer – Gitte Grønfeldt

Ligesom de foregående år, har jeg opfordret Hobbybodens Design Team til at tænke tilbage på det forgangne år – og samtidig gøre sig nogle (scrapmæssige) tanker om året der kommer. Jeg synes selv at det er spændende at reflektere lidt over året der er gået og forventninger til det nye år, så derfor lægger jeg selv ud med at svare på de samme spørgsmål.

Mine favorit-projekter fra året der gik

Der er bare altid nogle projekter, som gør en glad helt ned i maven, og i 2017 var disse blandt mine egne favoritter.

I 2017 fik jeg lidt mere gang i min Minc-maskine, og fik leget lidt med folieteknikker.
Kortet her er et resultat af et laserprintet motiv med blomster, som har fået en tur gennem Minc’en sammen med limegrøn folie.

Jeg skifter gerne lidt mellem forskellige stilarter. Nogle gange må det gerne være CAS (clean & simple) og andre gange lidt mere vintage.
Julekortet her er lidt i en lidt mere romantisk og gammeldags stil – og med flere lag – end jeg normalt arbejder med.
Men jeg blev rigtig godt tilfreds med resultatet.

Det tredje af årets favorit-projekter er mit lille kaktus-album, som jeg blev rigtig glad for.
Det var sjovt at lave – og billederne vækker gode minder om Gitte O’s og min sightseeingtur i Arizona i januar.

Det sidste projekt jeg vil fremhæve, er et kort jeg lavede med Maja Design’s lækre serie Denim & Friends, der udkom i 2017.
Det er en papirserie, som jeg spår til at blive et stort hit, når først produktionen af konfirmationskortene til drengene går i gang her i løbet af foråret.

Mine bedste scrapminder fra 2017

I 2017 valgte vi at skrue gevaldigt ned for messe-deltagelserne rundt omkring. Der er både fysisk hårdt og stressende, at skulle planlægge, pakke, stille op, pakke ned, slæbe kasser osv. – men der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at det har været helt fantastisk at være afsted hver gang, når først klaveret spiller og man er omgivet af alle de skønne kunder, som jeg ellers kun kender fra nettet.
I foråret var vi med butikken til Scrap i Ejsning for 10. gang og havde et forrygende salg  –  og i april var vi til Scrap-a-Mania i Sorø, som også var en stor succes.
Så det var en god fornemmelse at vælge at stoppe mens legen var god.

I efteråret var vi afsted med butikken på Kreative Dage i Fredericia, og det bliver indtil videre den eneste messe vi kommer til at deltage i fremover.

Nu hvor jeg ikke kommer så meget ud med butikken længere, så er der i stedet rig mulighed for at komme ud som “Scrapperen Gitte” (i stedet for som “butiksejeren Gitte”), og den mulighed har jeg benyttet mig af i det forgangne år, så jeg både har været til Convention i Middelfart forår og efterår, Scrap i Billund i sensommeren og Scrap-a-Mania i efteråret.
Det har været superhyggeligt hver gang, og det har givet anledning til masser af hyggesludder og kreativitet i hyggeligt selskab.

Og så har jeg ikke mindst selv fået mulighed for at komme med på nogle af de spændende kurser, der tilbydes, nu hvor jeg ikke længere skal deltage med butikken.
Det gjorde bl.a. at jeg på efterårets Convention kunne deltage på Milo Lilja’s fantastiske kursus.

Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange scrap-butikker på markedet, som gør det godt.
Så meget desto mere er det en kæmpe ære, at kunderne har valgt Hobbyboden til Årets favoritbutik for 4. gang hos The Paper Crafting.
TAK for det til jer, der stemte på mig!

Selvfølgelig skal CHA-Messen også med på min liste over gode scrapoplevelser i 2017.
Selvom den er blevet væsentligt mindre end den var første gang jeg var med tilbage i 2011 (jeg tror at udstillerantallet efterhånden er halveret i forhold til dengang), så er det stadig en kæmpestor oplevelse, og man skal være et skarn, hvis man ikke har hovedet fuldt af inspiration og idéer når man rejser derfra.

Kurserne var igen supergode (bortset fra lidt kulde og træk i nogle af lokalerne), og man bliver altså helt høj af sådan en gang undervisning af de store kanoner i scrapverdenen.

I januar 2017 var Tina fra design team’et med for første gang, og det er altid sjovt at have en “ny i klassen”, som ser på messen med helt nye og friske øjne.
Hun og Gitte O kom med mange fine inputs til hvad der kunne tages hjem til butikken.

Mine forventninger til 2018

Jamen, der er da ingen tvivl om, at jeg glæder mig vildt til at skulle til USA igen i sidste halvdel af januar og opleve alle scrap-nyhederne på allernærmeste hold.
Denne gang får jeg følgeskab af Tina (som også var med sidste gang) og Pia (som skal opleve al herligheden for allerførste gang).

Umiddelbart efter turen til USA fortsætter jeg til Creative World messen i Frankfurt, for at kigge på hvad der er af nyheder på det europæiske marked.
Som sædvanlig vil jeg både blogge og Instagram’e derfra, så I alle kan følge lidt med.

Hobbybodens Outlet !
Som du måske læste i mit nytårs-opslag, så har vi store planer om ændringer af butikken på Samsø.
Ellers kan du læse indlægget HER
Jeg glæder mig rigtig meget til at lukke op vor vores outlet omkring påske, og jeg håber at rigtig mange af kunder vil lægge vejen forbi når den tid kommer.

Jeg glæder mig til i 2018 at give mig selv mere scrappe-tid.
Foreløbig skal jeg i løbet af de kommende måneder deltage som siddende scrapper til både Scrap-a-Mania i Sorø, Scrap i Ejsing og Convention i Middelfart.

Scrapklubben i Odder, som holder scrapaftener ca. to gange pr. måned glæder jeg mig også til at starte op i igen her i starten af det nye år.
Jeg er den type, der faktisk får lavet mest, når jeg sidder sammen med andre. Og så får vi altid klaret verdenssituationen og får en godt grin sammen.

Sidst, men ikke mindst, håber jeg at få mere gang i min foto-hobby i det kommende år, for den har sandt at sige været lagt lidt på hylden på det seneste.
Men mon ikke lysten kommer helt af sig selv, når først foråret og solen og farverne og verden begynder at stråle igen.

Nye Produkter?
På produktsiden glæder jeg mig til at se en masse nye lækkerier i 2018.

Det er svært at spå om trends  –  men jeg tror at kaktusserne bliver hængende lidt endnu. Og det samme gælder papir og karton med folie-effekter.
Og så gætter jeg på, at der kommer nogle papirer med mere rå strukturer.
Trenden med syning / korssting, som sås flere steder i 2017, tror jeg også at vi kommer til at se meget mere til i 2018. Og i det hele taget det med at blande materialerne / teknikkerne.

Gad vide om ham Tim Holtz ikke snart skal have gang i at lave stempelsværter i Guld, Sølv og Bronze? Det tror jeg vi er mange, der vil blive glade for.
Og Distress Oxides i nogle flere farver!

Godt Nytår!
Gitte

 

 

 

 

– Gitte

One thought on “Året der gik – og året der kommer – Gitte Grønfeldt

  1. Det var dejligt at læse om hvad der er sket for dig og i Hobbyboden i 2017 – Det giver inspiration, så jeg håber selv at kunne få lavet lidt i det nye år. Det gamle har været en meget stor turbulence så der blev ikke lavet mange kreationer. Det er altid en fornøjelse at læse din blog selvom der ikke bliver kommenteret herfra.
    Tak Gitte igen for dejlig behandling og iderigdom!!

Skriv et svar til Mariane Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.