Creativation 2018 – sidste mand slukker og lukker…

Tredje dag er opsamlingsdag – i hvert fald for mit vedkommende.
Det er den dag, hvor jeg lige skal have overblik over hvad jeg lige mangler at kigge nærmere på, og jeg skal have lagt de sidste ordrer.

På messen var der et par produktgrupper, der var lidt mere udbredte end de plejer, synes jeg  –  eller også er det helt tilfældigt at jeg bare har lagt mærke til det i år.

Men ispinde i alle størrelser (tænk at der findes SÅ mange forskellige), tøjklemmer, tændstikker og andre træting så jeg på mindst 3-4 stande.

Og hvad bruger man så de ispinde til?
Jo, man kan f.eks. bygge en cirka 1 meter høj robot af dem. Det må have taget lang tid at lime alle dem sammen!

Det var også sjovt at rigtig mange stande viste folie og/eller strygevinyl og varmepresser (til overførsel på stof).
Det kommer sig nok af, at der kommer flere og flere elektroniske skæremaskiner på markedet i disse år  –  så skal der jo nogle materialer til.

Sæbestøbning og lysstøbning er også ved at være “in” igen.
Selv We R Memory Keepers har lavet et apparat til at smelte materialet til stearinlysene i. Den kommer dog ikke ud på det europæiske marked.

Sidste år lancerede Couture Creations folie-overførings-systemet GoPress and Foil. I år havde Spellbinders noget på deres stand, der lignede det til forveksling, nemlig “Glimmer Hot Foil System”.

Samtidig har de fået Paul Antonio (den fantastisk dygtige kaligrafist, som jeg var på kursus hos sidste år) til at designe en række motiver / tekster, der kan bruges i systemet.

Hos Spellbinders kunne man også se, at det langt fra er slut med de hjemmelavede blomster, selvom man ikke ser dem helt så mange steder som tidligere.

Et lille skandinavisk islæt – også hos Spellbinders, fra deres nye serie med dies i forskellige folklore-mønstre.

Cirkel- og firkant-dies kan bruges på mange sjove måder.
Her er et rigtig fint eksempel på en nærmest grafisk opbygning i smukke, harmoniske farver.
Jeg skal da lige hjem i hobbyrummet og have fat i mine cirkeldies og farvet karton.

Da klokken var omkring 15.30, fik jeg lagt min sidste ordre og så var det tid at søde mod udgangen.

På det tidspunkt var enkelte af standene allerede så småt begyndt at pille inventaret ned.

Som sædvanligt havde jeg det ligesom juleaften, når det lakker mod enden og alle gaverne er pakket ud og man ved, at der er et helt år til næste gang.

Tilbage på hotellet fik jeg vinket farvel Tina og Pia, da de drog mod lufthavnen (det var efter de havde spillet en omgang kuffert-tetris for at få plads til de sidste brochurer og vareprøver).

Vi var enige om at turen har været en succes, og vi drømmer alle tre allerede nu om at komme afsted igen i 2019. Og måske får vi følgeskab af flere af pigerne fra design-teamet til den tid?

Nu vil jeg selv nyde det sidste halvandet døgns tid i USA, før turen går hjem igen. Og bl.a. kommer morgendagen forhåbentlig til at byde på et gensyn med en gammel skoleveninde, som jeg ikke har set i over 30 år!

 

5 thoughts on “Creativation 2018 – sidste mand slukker og lukker…

  1. Tak for dine indlæg om messen, lyder helt vildt spændende. Glæder mig at du/I viser noget af de ting i har lært på kursus.

  2. Hvor har det igen været en fantastisk tur du/I har været på, og dejlige beskrivelser for os andre.

    Ønsker dig fortsat en god oplevelse de sidste par dage du er der, og nyd det endeligt…når du kommer hjem, starter hverdagen jo igen, med slid og slæb 😉

    Jeg glæder mig rigtig meget til at se alle de nyheder du får hjem efterhånden 😀

  3. Tak for de spændende indlæg du har lavet. Fedt at være lidt med “på sidelinjen”, og se billeder af alt det nye og spændende krealegetøj.

Skriv et svar til kate Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.