20 år med Hobbyboden – År 11 (2015)

Starten af 2015 gik sin vanlige gang.
Dog med den lille detalje, at mens vi gik og ventede på at den nyindkøbte store færge skulle ankomme til Samsø, så sejlede vi med den lille reservefærge fra Læsø i stedet. Det gav længere overfartstider, færre afgange og en noget ustabil sejlads.
Det var en periode, hvor det var virkelig træls at være pendler. Ekstra lange arbejdsdage og meget spildtid, selvom jeg forsøgte så godt jeg kunne at få lidt arbejde fra hånden ombord.

Jeg kan snart sige, at “som sædvanlig” var jeg en tur i USA i januar, for at opsnuse nye spændende produkter.
Igen var det i Anaheim i Californien.

Heidi Swapp demonstrerede Minc-maskinens muligheder.

Tim Holtz havde et supergodt trick på kurset jeg var på:
Brug en af de små plastikdimser fra tøjmærkaterne til at stikke i din Glossy Accents.
Den lille plastiktråd passer perfekt ned i flasken – og den ruster ikke som mange nåle gør.

Cut’n Boss’en (som desværre ikke kan fås mere) viste med en overskåret maskine, hvor meget metalkram der er inden i sådan en.
De var også både tunge – og utroligt holdbare.

Jeg var på et kursus med Brother Scan’n Cut, hvor Julie Fei-Fan Balzer underviste  –  der var da lige linet op med en maskine til os hver, så vi kunne følge med i undervisningen (og nej – vi fik ikke lov til at tage maskinen med da vi gik  –  SÅ gavmilde var de alligevel heller ikke – men det var fedt alligevel, at det ikke bare var en demo, man at man også fik lov at prøve hands-on selv).

Nyt fra Duck Tape det år (gaffertape) var forskellige farver tape med hver sin duft.
Og så var der stillet candy jars op med slik, som smagte som tapen duftede  –  begge dele frygteligt kunstigt, skal jeg hilse og sige.
Skøre amerikanere.

Sizzix kunne det år præsentere den nye “storebror” til den populære BigShot  –  nemlig PLUS-udgaven som vi i dag kender så godt.

Sizzix kom også med et stystem der hed Ink Sheets. Hvor man kunne lave aftryk med sine dies via nogle farvede ark.
Det blev aldrig det helt store hit, og var nok lidt for dyrt i brug. Men en sjov idé.

Selfies skulle der også til – her med skønne Dina Wakley.

Og så skulle jeg forbi American Crafts for at møde min kontaktperson til en snak.
Mens jeg gik og ventede, kiggede jeg på deres forskellige brands og ved Project Life-området kom en sød dame hen til mig og spurgte, om hun da ikke lige skulle give mig en tour, for at vise mig de nye produkter. Hva’be-hva’be-hva’ – sagde jeg  –  for det var selveste Becky Higgins  –  opfinderen bag hele Project Life systemet.
Jeg var totalt starstruck. Men vi fik en god snak om systemet.

Altenew kom med en masse forskellige spændende stempler – bl.a. lag-på-lag stemplede blomster.

I marts var vi afsted til Convention, og denne gang var Jytte med.
Det var den tur, hvor hun sikkert troede jeg var både fuld og tosset, da jeg efter en lille aften-luftetur fortalte om, hvordan jeg havde mødt en nat-sommerfugle-jæger og hjulpet ham med at få en frost-sværmer (eller hvad den nu hed) ned i et syltetøjsglas.
Det VAR en fuldstændig tosset historie  –  men den var altså rigtig nok.

Efter at jeg tidligere havde solgt lykkeposer med stort held, var det en naturlig ting at få ryddet op i butikken og jeg satte Jytte til at pakke en masse lykkeposer med gode sager i.

Det blev til 3.650 kr. som jeg overførte til Hus Forbi’s konto, så de kunne gå til de hjemløse.
Det var mit helt bevidste valg, for man hører altid så mange brokke sig i forbindelse med de store landsindsamlinger, Danmarksindsamlingen osv. over at “hvorfor samler man ikke ind til de svage og fattige og de hjemløse i stedet”.
Så det valgte jeg simpelthen at gøre på helt egen hånd.

Et af årets kurser i butikken var et minialbum lavet af bølgepapsider og kraftigt inspireret af et kursus jeg selv havde været på hos Dina Wakley, da jeg var i USA.

Og en anden populær teknik det år var, at man indfarvede sin Texture Paste med forskellige inks.
Simpelthen bare ved at trykke lidt farve ud på et underlag eller en akrylklods og så ælte lidt texture paste sammen med farven med en spatel.
Bagefter kom vi det på over en stcncil.

Dronning Margrethe II havde rund fødselsdag i april måned 2015, og det skulle naturligvis fejres med kaffe og kage for medarbejderne.
Ja ja – vi var stadig kun to i butikken, men derfor kan man da godt finde en anledning til lidt hygge og personalepleje.

Henover foråret havde jeg dog gået og spekuleret en del over mit liv og hvordan jeg kunne få enderne til at mødes tidsmæssigt.
Ikke mindst havde den forringede pendlersituation tæret på kræfterne.
Så selvom den nye skønne og stabile færge til vores eget rederi var ankommet, så trængte jeg altså til lidt mere fast grund under fødderne.
Samtidig var omsætningen ikke helt hvad den havde været, da der var dukket et par nye butikker op på den danske scrapscene.
Det løb da rundt –  men heller ikke mere.

Så efter en hel del søvnløse nætter, endte det med at jeg måtte tage den trælse beslutning at lukke butikken i Odder helt.
Hellere stoppe mens legen var nogenlunde god, fremfor at vente til jeg slet ikke orkede mere.

Det betød så også at jeg desværre måtte afskedige Jytte.
Rigtig ærgerligt, for hun havde været en stabil og superpålidelig medarbejder, som jeg altid kunne regne med.

Lukkedatoen blev sat til udgangen af august, så i starten af august lagde vi ud med at give 25% på hele molevitten.

Herunder kan I se Jytte, der i fuld fart er ved at klargøre kurve og kasser med alle de varer vi havde.

Da 25%-udsalget startede var køen pænt lang.
Og der blev handlet godt igennem.

Men der var stadig masser af varer at få, da jeg ti dage senere lukkede op for 50% rabat på ALT i butikken.
På den måde skulle der gerne blive så lidt som muligt tilbage at flytte med.
Køen var MEGA-lang, og det tog det meste af dagen at få alle kunder ekspederet.
Det var hårdt, men også supersjovt.

Jeg havde Heidi (Gitte O’s svigerdatter) til at hjælpe mig den dag, og hun var så snedig at lave et nummersystem, så kunderne ikke behøvede at stå i lang kø til kassen, men så vi stadig kunne ekspedere dem i rækkefølge.

Selvom kunderne havde shoppet amok, så var der stadig rigtig, rigtig mange ting der skulle flyttes.
En del af inventaret fik jeg solgt, så det behøvede jeg ikke at flytte med.

En sidste kop kaffe i det nu tomme lokale på Rønhøjvej.
Vi var henne omkring 1. oktober og en hulens masse færgeture, før jeg var helt færdig.

Beslutningen om at flytte det hele tilbage til Samsø, havde den sideeffekt, at vi valgte at få lagt nyt tag på stalden og samtidig få isoleret og udnyttet det store loft, der indtil da bare havde stået tomt.
Så det skulle bruges til rigtig mange af varerne, mens den sidste del skulle være i det lille lokale i enden ud mod marken.
Og så skulle jeg have det store lokale ud mod vejen til at have min butik i.

Og med dette kig ind i den kommende Samsø-butik siger vi tak for året 2015.

Årets højdepunkter

  • Lukning af butikken i Odder og tilbagetrækning til Samsø
  • Flytteudsalget der gik helt amok
  • Læsernes Favoritbutik 2015 hos The Paper Craftling onlinemagasin

De mest populære produkter og teknikker fra året

  • Envelope Punch Board
  • Altenew lag-på-lag blomsterstempler
  • BigShot PLUS kom på markedet
  • Lavinia Stamps
  • Mama Elephant

Fun facts fra året 

  • Postnord forsøgte i en periode at lave lørdagsomdeling af pakker
  • Silhouette Curio maskinen kom  –  men blev aldrig det store hit

5 thoughts on “20 år med Hobbyboden – År 11 (2015)

  1. Spændende læsning igen. Ved godt man ikke må skue hænder, men måske vi skulle måle armlængder når vi snart ses. Du har jo i årenes løb slæbt en masse kasser, ligesom jeg har gjort og gør for OSH i lidt færre år. Du havde dog muligheden med at udvide området i huset – jeg flytter fra rum til rum alt efter om vi får gæster eller jeg skal genvide plads i mit eget scraprum. ;0)

  2. Super spændende at følge med i turen her down Memory Lane. Utroligt hcvvor meget man egentlig har glemt over tid, men som nu dukker frem igen.

  3. Ja, det var ærgerligt, at du lukkede butikken, men jeg kan sagtens forstå dig – og set i bakspejlet var det måske også et passende tidspunkt, for pludselig tog onlinehandlen virkelig fart og jeg synes ikke, der er mange fysiske butikker tilbage i forhold til da jeg begyndte i 2011.
    Jeg husker tydeligt dit udsalg, for Hanne og jeg besluttede, at vi lige kunne køre i frokostpausen og shoppe lidt …. det blev en laaaaang frokostpause den dag (hurra for flekstid), fordi der var så mange kunder i butikken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.