20 år med Hobbyboden – År 14 (2018)

Som I nok har luret ud fra det forrige indlæg, så blev 2018 året hvor jeg kunne byde velkommen indenfor i den nye outletbutik.
Det fungerede for så vidt udmærket, men det var lidt svært at få meldt ud til kunderne, at det alså ikke var en butik med alt det fra nettet.
Selvom jeg synes jeg skrev om det adskillige gange og mange steder, så var der indimellem nogle der blev lidt skuffede fordi de troede jeg havde en butik med ALT det fra nettet.
Men til gengæld var priserne ikke til at kimse ad, så jeg tror de fleste fik en god indkøbsoplevelse alligevel.

Et nyt dansk mærke så dagens lys  –  Soffie Bonde.
Hun lavede de lækreste designpapirer og jeg var især selv forelsket i hendes efterårsserie.
Lækre mønstre og farver og forfriskende anderledes.

Da jeg var på SAM som deltager (det var jo den nye virkelighed, at jeg ikke længere havde butikken med under armen), der sad jeg ved siden af Mette Hyldig og hun arbejdede med en skitse, som jeg sad og skulede lidt til og derefter kastede mig over.
Er du vimmer jeg har lavet mange kort efter den skitse, som stammer fra det amerikanske svar på OSH, nemlig Operation Write Home.

Det blev så samtidig starten på en række af skitseudfordringer som Mette og jeg gav hinanden hver gang vi mødtes på en af messerne.
Sjovt både at udfordre sig selv og hinanden på denne måde.

Creativation messen i USA var igen i Phoenix, og denne gang havde jeg selskab af Pia og Tina fra design teamet.
Det var det år hvor Catherine Pooler var det hotte hotte, med hendes ret så anderledes dye inks, der var i en skumpude i stedet for den sædvanlige stofpude, som vi kender fra f.eks. Distress Inks.
Men den specielle pude giver nogle rigtig intense og klare afstyk af stemplerne.
Og så er de samtidig fine at bruge til f.eks. lige at køre langs kanten på en karton-matte, for på den måde at skabe matchende farver i både stempelaftryk og karton.

Sunny Studio Stamps var et lækkert mærke jeg tog ind i butikken.
Jeg elsker hendes streg.

Spellbinders Glimmer kom på markedet i 2018, men med et begrænset udvalg af foil plates til at begynde med, så det var først året efter den virkelig begyndte at rykke salgsmæssigt.
Men den var der – og den var spændende.
Så da vi nåede engang ud på efteråret, så kunne jeg ikke dy mig mere og måtte bare have den hjem.

I slutningen af oktober tog vi på den sidste messe.
Det var Kreative Dage i Fredericia og vi havde som sædvanlig et fast emne vi demonstrerede hele weekenden.
Denne gang var det farvepulvere – fra bl.a. Nuvo.
Dem, som man drysser en ganske lille smule ud af og så spritser man vand på.
Det er altid en AHA-oplevelse at se farverne sprede sig ud over kartonen.

Jeg må indrømme at jeg var glad, da de tre dages messe var overstået og jeg kunne slappe lidt af igen.
Jeg var SÅ træt i mine ben og fødder af at stå så meget op.
Og samtidig var det lidt vemodigt at det var slut.
Men som jeg plejer at tænke, når noget slutter: “Don’t cry because it’s over – smile because it happened” (det var en gammel scrapveninde, der havde den i sin underskrift inde på et af de mange onlineforums i sin tid  –  og den tekst har jeg bare taget til mig).

 

Scrapklubben i Odder var på udflugt til Samsø – det har de faktisk været adskillige gange efterhånden.
En kombination af outletbesøg, lidt sightseeing og så ud og få noget lækkert at spise.
Jeg havde arrangeret en lille make-and-take til dem, og vi tog tingene med ud i det fine vejr.

Samme år holdt jeg også et kursus i scrapklubben.
Et “Easy Peasy” minialbum.
Dekorationen var kraftigt inspiret af et kursus jeg selv havde været på med Milo Lilja til Convention.

Årets højdepunkter

  • Sidste messe – Kreative Dage i Fredericia
  • Outlet-butikken åbner

De mest populære produkter og teknikker fra året

  • Hot Foil og Toner Foil
  • Artsy stempler som f.eks. PperArtsy og Visible Image
  • Turn-about stemplerne fra Concord & 9th
  • De første Simple and Basic produkter ser dagens lys
    De helt enkle double-piercede rektangler bliver straks et hit – og det gør den smarte Bottle Hangler også

Fun facts fra året 

  • Pr. 31. december 2018 var der 15.803 aktive varenumre i webshoppen.

3 thoughts on “20 år med Hobbyboden – År 14 (2018)

  1. Det er mig igen en gåde, hvor alle de år er blevet af, og alt det, som man bare måtte prøve, igen glider lidt i baggrunden, men sjovt at læse om igen, og nu kan man jo så overveje hvilket af alle de ting, man først skal grave frem igen og prøve endnu engang ha ha ha.

  2. Jeg kan ikke forstå at jeg har været i den her fantastiske kreative verden i så mange år. Mange ting havde jeg glemt men som årene skrider fremad i dine fortællinger popper der mange ting op som nok skal tages op igen. Jeg glæder mig til næste afsnit 👏🏻

  3. Jeg er også helt vild med efterårsserien fra Soffie Bonde – og jeg har stadig en del papir tilbage, som jeg tænker jeg vil hygge mig med her i efterårsmånederne. Så skønne og harmoniske farver. Jeg kan se, at du også havde lavet dit sæt dies, du har brugt til det grønt-ternede kort og jeg husker det som det første sæt dies, hvor man kunne lave det som en skitse. Siden er der kommet fra andre mærker, men det sæt her var fantastisk (på mere end én måde) for mig 🙏❤
    Det er et fantastisk udtryk, som jeg også vil tage til mig – at lade glæden fylde mere end sorgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.