20 år med Hobbyboden – År 8 (2012)

Året blev det første hele år som fuldtidsselvstændig.

Jeg er jo ikke butiksuddannet (jeg er oprindelig køkkenassistent og levnedsmiddeltekniker), så jeg skulle lære helt fra bunden hvordan man gjorde (og ikke gjorde), når man havde butik.
Det var learning by doing. Men jeg synes egentlig ret hurtigt jeg fandt mine egne ben.

Claus og jeg pendlede med færgen mange dage, men da muligheden åbnede sig for at låne Gitte O’s lejlighed i Højberg i hverdagene (hvor hun i en længee periode var i København), så benyttede vi os af det. Det gjorde det lidt lettere at få tingene og hverdagene til at hænge sammen.

Nu hvor jeg havde pladsen og stedet til det, så meldte idéen om at arrangere kurser sig ret hurtigt.
Og der var ikke langt fra tanke til handling.

Det var emner som f.eks. Stempelteknikker, Floral Punch Craft, Finurlige Kort, Få mere ud af din Bigshot og Mini Albums. Og ikke mindst ‘Mist, Maling og Masker’ hvor jeg virkelig var i mit es, når jeg underviste i masser af smat og grisseri.

Kurserne var populære og som regel godt besøgt.
Jeg satte også med vilje kursusprisen lavt, for så var der penge til at shoppe i butiikken bagefter, og det viste sig at være en god strategi.
Det er godt nok noget jeg savner, det med at have min egen lille kursusafdeling hvor jeg går i det daglige.
Onlinekurser er også hyggelige, men det er ikke helt det samme.

Udover kursernene, så indførte jeg også Klippe-Klistre-aftener, hvor man kunne komme og sidde og hygge med ligesindede. Og shoppe, hvis det var det man havde lyst til.
Det var altid hyggeligt, og jeg fik som regel også lavet lidt selv mellem ekspedtionerne.

Blandt tidens populære varer var især dies og Distress-produkter.
Og Silhouette Cameo blev rigtig stor det år.

Men den nye TV-serie på DK4 – How 2 Scrap, som bragte papirhobbyen ud på folks TV-skærme havde også en vis effekt.
Det var Pia fra Love2Scrap i Roskilde, der slog sig løs for rullende kamaeraer sammen med bl.a. Rikke og Rikke.
Og det gjorde de bare supergodt.

Bl.a. viste de på et tidspunkt det nye smarte Scoreboard fra Martha Stewart.
Dem havde jeg naturligvis i butikken – og de hang helt nede på bagvæggen.

Nogle dage efter udsendelsen kom en kunde ind i butikken, spottede det lige det med det samme og råbte højt:
“Neeeeeej se  –  det er det fra TV”.

Der er mange måder at blive berømt på, og det var også samme år den danske scrapverden blev taget under kærlig behandling af Anders Breinholt fra Natholdet.
Indslagene udløste et sandt bombardement af indsendte kort, æsker, minialbums og meget andet sendt til Natholds-redaktionen af den danske scrapverden.

I august måned havde jeg besøg af en delegation fra Operation Skriv Hjem – Charlie, Kjel og ikke mindst Fifty var på Tour-de-Scrap i Jylland, og lagde vejen forbi Odder.
I det hele taget var sommermånederne en periode, hvor en del Sjællændere og andet godtfolk lagde turen om forbi Odder, i stedet for bare at drøne afsted på E45.

Butikken lå praktisk og supercentralt med god parkering lige udenfor og med 2 minutters gang til Banegården i Odder.
Det havde dog også visse ulemper, når der indimellem kom nogle lidt skumle typer ind eller nogle unge rødder, som lige skulle i ly fo regnen, før toget kørte og pludselig spurtede ud igen. Det gav desværre en del svind i bl.a. tusser og markere, for jeg kunne jo ikke være allesteder hele tiden. Kun en enkelt gang følte jeg mig lidt utryg, hvor en lidt besynderlig mandsperson snakkede og snakkede og ligesom hele tiden pressede mig bagud i lokalet, mens han kone / kæreste stod i den anden ende af butikken og pillede ved podiet med smykkedelene. Jeg ved faktisk ikke om de fik snuppet noget de ikke burde, men det var en ubehagelig situation. Også fordi det var aften og helt mørkt udenfor og jeg var alene i butikken.

I foråret ansøgte vi om at blive en E-mærket butik, og efter en gennemgang og justeringer af vores handelsbetingelser og forskellige procedurer, blev vi godkendt.
Det betyder meget at vide, at vi har det “blå stempel”, så I kunder kan stole på os. Måske især de nye kunder, for alle i “gamle” kender jo allerede vores kundeservice.

Men…

…pendleriet var hårdt, så vi forsømte det derhjemme.
Så vi lagde hovederne i blød og brainstormede på hvad vi kunne gøre for at få enderne til at mødes.

Enden på det hele blev at vi besluttede os for at opsige lokalet i Tornøegade og leje et nyt på Rønhøjvej, hvor vi så ville holde åbent tre dage om ugen.
Så med udgangen af december 2012 lukkede butikken og vi gik i gang med at pakke det hele ned endnu engang.

Claus tog omtrent halvdelen af varerne med tilbage til Samsø for at drive nethandels-delen derfra og den anden halvdel skulle med ud i den nye butik.
På den måde blev det lettere at have aktiv lagerstyring på webshoppen, så kunderne kunne regne med at de nu også fik de varer, som de havde lagt i kurven.

Hurra for den høje varevogn, jeg havde investeret i  –  den gjorde det hele noget nemmere.
Med logo og cvr-nr. på dørene – naturligvis skåret på Cameo’en.

Og ude på den nye adresse på Rønhøjvej i byens industrikvarter skulle det hele pakkes ud igen.
Det var ikke fordi vi kedede os i den tid.

Jeg havde med vilje sat åbningsdatoen det nye sted til 1. februar 2013, for Gitte O og jeg havde endnu engang besluttet os for at besøge messen i USA. Og denne gang med efterfølgende road trip, så jeg skulle være væk i hele 16 dage af januar.

Årets højdepunkter

  • E-mærket
  • Første hele år med egen butik
  • Velbesøgte kurser i butikken

De mest populære produkter og teknikker fra året

  • Project Life
  • Silhouette Cameo kom ud at bo i mange hjem
  • Martha Stewarts Skæremaskine og ikke mindst Score-board’et
  • Finurlige kort som step-cards, never-ending cards osv.
  • Peg Stamps – små fine stempler på en træpind, hvor vi stemplede de fineste kranse
  • December Daily / December Dagbog
  • Die-cuts i karton dækket med aluminiumstape og hvor vi bagefter kom sort maling i fordybingerne

Fun facts fra året 

  • Inzpira magasinet udkom for første gang – det var et nordisk blad, som var en skøn blanding af papir-krea og livsstilsmagasin
  • Vi rundede ordre nummer 15.000 i september

7 thoughts on “20 år med Hobbyboden – År 8 (2012)

  1. Ja det var en fantastisk tid, og husker stadig de scrap programmer på DK4, hvor man sad klinet også for at se om der var noget nyt, man måtte ud og undersøge. Og dine fede kurser i Odder, som jeg var lidt på forkant med i går ha ha ha.

  2. Hvor hygger jeg mig bare med din historie. Man kommer lige ned af Memorylane selv også. Det var tider. Tak for at dele din rejse med Hobbyboden.

  3. Ja, kuset “Stempelteknikker” var fantastisk, når man var ny i denne verden. Jeg skrev en masse noter bagpå og de var guld værd, når man først var kommet hjem til sig selv og ikke kunne huske det helefra en skøn aften.

  4. Nu begynder det at blive sjovt, for det var i 2011/2012 jeg begyndte som scrapper. Og jeg husker tudeligt – og med længsel – butikken i Odder med kort afstand fra stationen. Du havde alle ark i Maja Design. Og det har jeg også selv nu. (Næsten i hvert fald)

  5. JA – det var en dejlig dag da vi 3 var på besøg i butikken og Fifty poserede rundt omkring, så jeg kunne vise så meget som muligt på min blog. Og også hos dig, blev min skøre ide med at Fifty satte sit mærke på døren budt velkommen “Fifty was here”….. Han følte sig SÅ berømt.
    SÅ hyggeligt at læse med og sikke en orden du har i minderne.

  6. Hold nu kæft jeg griner af det videoklip med Natholdet. Men sikke et spændende år for Hobbyboden … igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.