20 år med Hobbyboden – Epilog

For lige at afrunde og afslutte rækken af blogindlæg, der handler om Hobbyboden’s historie.

Det har været en lang rejse.
Det har været en fest stort set hele vejen.
Og jeg har ikke fortrudt det et sekund.

Jeg har altså også haft en fest med at skrive alle de her indlæg, og jeg håber I synes det har været lidt hyggeligt at læse med.
Det har taget enormt lang tid at skrive, og jeg har måttet udelade rigtig mange ting undervejs. Så det har ikke været en totalt fyldestgørende afhandling, men mere en beretning set her fra min ende af scrapverdenen og med fokus på de ting, som jeg selv synes har været vigtige og som har gjort en forskel.

Der har været op- og nedture, økonomiske bekymringer, ekstra grå hår hver gang EU eller andre har fundet på nye regler vi skal følge, implementere, indberette osv.
Men heldigvis også en lang række af år, hvor det hele gik som smurt, og hvor vi har haft fornøjelsen af at levere produkter, værktøjer og viden til alle vores skønne kunder.

Tager vi 20 år mere?
Nej, det gør vi altså ikke  –  og af gode grunde.
Jeg fylder 60 næste år og Claus er tre år ældre end mig, så pensionen begynder så småt at nærme sig.
Men vi håber på i hvert fald mindst 5-6 år mere. Lige til vi kan stoppe vores aktive arbejdsliv. Det er i hvert fald drømme-scenariet.

Men det kommer an på så mange ting.
Alle de EU-forordninger, som indimellem kan være ved at tage pippet fra mig, ender måske på sigt helt med at aflive de mindre butikker (det startede med hele GDPR-halløjet for efterhånden en del år siden – og nu de sidste par år hhv. GPSR og Producentansvar for Emballage). Læg dertil voldsomt øgede shippingomkostninger, hård konkurrence fra udenlandske webshops, pressede priser, trusler om nye toldsatser og alverdens ekstra administrative opgaver har ikke just gjort det lettere at drive butik. Slet ikke en lille butik som min, hvor vi kun er Claus og jeg til at tage os af samtlige opgaver.
Og hele verdenssituationen, der nu flere gange har vist sig at kunne slå en kolbøtte fra det ene minut til det andet. Vi ved aldrig hvad der venter derude. Så vi tager lige et år ad gangen og ser hvad der sker.

Som sagt har jeg ikke fortrudt det et sekund.
Men ville jeg starte forfra i dag?
Nej – det ville jeg nok ikke. Ikke under de nuværende forhold. Der skal virkelig løbes stærkt for at hive en anstændig timeløn hjem. Så det er ikke noget man kommer sovende til.

Vil jeg anbefale andre at starte en scrapbutik?
Måske  –  hvis du har modet på det og synes det er sjovt at lege købmand. For den kreative del fylder desværre utroligt lidt af hverdagen når man driver forretning. Så det skal man indstille sig på.

Mine bedste råd til andre, der går med en lille butik i maven?
Find din egen niche og tag udgangspunkt i hvad du selv brænder for  –  og hav så hjertet med i det du laver.
Det er vigtigt at skille sig ud, tage nogle chancer og tro på det, du kaster dig ud i.
Hav god kundeservice  –  og slug nogle kameler indimellem, selvom det kan gøre ondt – også økonomisk. Det betaler sig i længden.
Det har i hvert fald virket for mig.
Lad være med at tro at du bare kan konkurrere ved at have lavere priser end alle andre. Det skal der en megahøj omsætning til for at kunne leve af. Og der er mange andre der prøver på det samme, så det holder sjældent i længden. Slet ikke når først reklamationerne, returvarerne osv. begynder at melde sig.

Men det korte af det lange er, at jeg er rent ud sagt er pissestolt (undskyld mit franske) over at vi i efterhånden rigtigt mange år har kunnet skabe en fast indtægt for to mennesker (i en periode endda til en halv person mere) uden at skulle have et ekstra job eller anden form for indtægt udefra.
Det har kostet blod, sved og tårer – og arbejdsuger på helt op til 80 timer i kortere perioder (vi har heldigvis kunnet nøjes med max. 50-60 timer det meste af tiden).
Men det har heldigvis også været fantastisk at kunne leve som selvstændig – på godt og ondt!!

Af hjertet tak til alle jer kunder, følgere, leverandører, kolleger, messearrangører, fragtmænd og alle andre, som har gjort det muligt for os at holde snuden i sporet og overleve indtil videre 20 år i branchen.
Uden jer – ingen os.  ❤️

 

Kram,
Gitte

 

12 thoughts on “20 år med Hobbyboden – Epilog

  1. ❤️ I har en skøn webshop med virkelig mange spændende hobbymaterialer. Vi kan ikke undvære jer så håber I holder modet oppe🤗 go vind de næste mange år

  2. Og tak for jer. Der er altid tip top service. Hvor har det været en fornøjelse de sidste 20 år og hvor har det været fedt at læse dine indlæg. ❤️

  3. Fantastisk læsning hele vejen igennem. Og skønt med alle de tilbage blik, du har givet til os andre. Jeg havde glemt en del af dem 😀

    Kan sagtens sætte mig ind i, at I også på et tidspunkt vil sige stop, for med så meget arbejde, må det virkelig være hårdt. Men….
    Fra mit synspunkt, ville jeg ønske at I blev ved 20 år mere, for både jeres webshop og I er fantastiske.
    Ringer jeg til jer, for at få råd og vejledning, har jeg aldrig endnu oplevet at gøre det forgæves. Og altid med søde ord med på vejen. Det er noget der betyder meget for mig 😀
    At I så også samtidig har mange ting, som andre ikke har, gør det absolut også kun fedt for mig, at handle med jer 😀

    Tusind tak for alt det du/I gør for os, der handler hos jer 😀

  4. Hold nu op en skøn fortælling at følge med i!!! Og sikke et tilbageblik det må ha været for dig❤️ Jeg nåede desværre aldrig at besøge butikken her på “fastlandet” men hold nu op hvor har jeg været heldig (virkeligt mange gange😝) at nyde godt af den fantastiske service og det kæmpeudvalg som du altid har leveret til os scrapnørder! Tusind tak for dig og Hobbyboden❤️❤️❤️

  5. Det har været skøn læsning og så dejligt at hører minderne og på den måde også selv kommet i tanke om egne minder – tøssetur over og se din butik og meget andet – håber i holder ud lidt endnu og , tak for jer.

  6. Jeg vil melde mig til koret her og sige tak for mange skønne oplevelser gennem årene, og jeg ta´r sørme også hatten af for alt det hårde arbejde, I har leveret på trods af hårde tider, som vi jo desværre alle mærker i disse år. For du har jo helt ret, når pengene bli´r mindre, er det denne slags udgifter, der blir slettet. Men jeg håber da helt sikkert, at vi alle kan blive ved i hvert fald nogle år endnu.
    Tusind tak for hele denne lange fantastiske rejse gennem minderne. Det har været helt fantastisk, og held og lykke med fremtiden også. Det har virkelig været fedt at være med på turen tilbage i minderne.

  7. Tak for alle de skønne blog indlæg. Både i denne måned og ellers.
    Var så heldig at besøge butikken og jer på Samsø sommeren 2017.
    I vil helt sikkert blive savnet den dag I går på velfortjent pension. I er min yndlingsbutik nr. 1 på nettet.

  8. Det er naturligvis vemodigt at læse, at I ikke fortsætter de næste 20 år, men jeg kan godt se, at alderen ikke er med os kunder der 🤪
    Samtidig kan jeg så tydeligt genkende livet som selvstændig – for jeg er vokset op med forældre (i en anden branche), der også havde mange timer om ugen og til tider måtte sluge et par kameler og elefanter mere end lysten bød og særligt pga lovgivningen. Jeg håber derfor, at vi trods alt kan nyde jer i 5-6 år (eller måske et par mere), før I vælger at lukke ned.
    Du og I skal helt sikkert være stolte – for I har et fantastisk “produkt” i Hobbyboden, som vi er mange, der virkelig sætter stor pris på ❤.

  9. Og tak for jer!
    Det har været sjovt og spændende at læse dine indlæg, og Hobbyboden er en fantastisk butik for alle os, der elsker vores papirhobby.
    Jeg håber, I fortsætter i lang tid endnu – men det er vist ren og skær egoisme 🙂
    Stort tillykke med jubilæet!

  10. Her sidder jeg og smiler fra øre til øre, fordi jeg lige har hentet størstedelen af de fine kort fra Convention fra Hanne B.s bagagerum. Min mand (Kjel) og jeg har væddet om antallet, han gættede på 675 og jeg bød over med 756 – lidt sjovt med samme tal i hver sin rækkefølge, men vi har jo været gift længe og tænker nok lidt ens. Jeg ved udover arbejdet med at have en butik (for mine forældre var også selvstændige) også lidt om hvor meget tid man kan bruge på at holde en blog i gang, så KÆMPE tak for dine fine og sjove historier i hele september. Dem har jeg også nydt meget. Om en kop the ca. er jeg færdig med at rå-tælle kortene i den hurtige udgave, selvom det er svært ikke at falde i staver for hver kasse man åbner, men det må vente til vi skal sætte labels på, kuvertere og beslutte hvilke der skal fotograferes. Antallet og det ENE kort jeg fik lavet på World Cardmaking Day kommer på min FB side om lidt og/eller på OSH FB siden. GOD NY UGE herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.