Farvel 2025 og velkommen 2026

Her fra Hobbyboden skal lyde en stor tak til kunder, følgere og bloglæsere  – og hermed ønskes i alle

* GODT NYTÅR *

Og ligesom de tidligere år, vil jeg da også lige komme med lidt refleksioner over året der er gået i Hobbyboden Scrapworld – og ikke mindst lidt om året der kommer.

Et 2025 med både gode og mindre gode oplevelser – heldigvis var en af de HELT store og gode oplevelser fejringen af Hobbybodens 20 års fødselsdag i hele september måned.
Du kan stadig nå at læse alle mine historiske beretninger her på bloggen.

Status på 2025 og forventninger til 2026

Efter et møg-år rent regnskabsmæssigt i 2024, gik det heldigvis en lille smule bedre her i 2025.
Ikke mindst i vores fødselsdagsmåned i september, hvor mange købelystne kunder lagde vejen forbi shoppen. Tak for opbakningen og for alle de søde hilsner vi har modtaget i den forbindelse.

Nogle af vores leverandører har for nylig varslet prisstigninger pga. de øgede udgiter i forbindelse med emballageforordningen og generelt øgede fragtomkostninger.
Det vil selvfølgelig få indflydelse på priserne fremadrettet, men vi laver ikke prisjusteringerne før vi skal have mere af det forskellige hjem. Så du kan stadig handle til gammel pris, så længe lager haves.

Vi skal efter nytår til at aflevere pakkerne lidt tidligere, for at de kan nå over med færgen.
De fleste af jer vil nok ikke komme til at mærke noget til det (kun dem der altid har det med at bestille ‘i sidste øjeblik’). Som altid gælder det, at jo før du bestiller – jo før kan vi få afsendt din ordre.

Vi prøver også i første omgang at fastholde vores hidtidige fragtpriser, selvom både GLS og Postnord justerer priserne lidt – og ikke mindst er vores emballage blevet betydeligt dyrere.
Men jeg ved også hvor ærgerligt det føles at bruge penge på fragt i stedet for nyt spændende legetøj. Så indtil videre ‘æder’ vi selv meromkostningerne.

Jeg tog en beslutning omkring Outletten, hvilket betød at den lukkede HELT ned ved sæsonslut i efteråret.
Og alle varerne derfra bliver løbende lagt ud som tilbud i webshoppen i stedet. Tak for at I er så flinke til at tage godt imod mine gode tilbud.

Igen i år valgte flere producenter at stoppe –  nogle på grund af nedgangstider, mens andre ville noget andet i deres liv. Så i 2025 har vi bl.a. måtte sige farvel til mærker som Avery Elle, My Favorite Things og Creative Expressions. Sidstnævnte er dog genopstået i et nyt setup.

Men nu skal det altså heller ikke være jammer og brok det hele, for der er heldigvis også masser af spændende ting i gære i branchen.

Arden Creative Studio så dagens lys i begyndelsen af året, og ikke mindst Katie Pertiets lækre designs har været et hit.
Og så var det dejligt i løbet af året at erfare, at Darkroom Door genopstår med nye indehavere. Så vi vil også fremover kunne få deres lækre produkter.

Så jeg er igen i år fuld af håb og fortrøstning for fremtiden i scrapverdenen, og det gør mig helt glad i maven, at jeg forhåbentlig kan fortsætte med det jeg elsker i mange år fremover også.
Planen er at gå efter 25 års jubilæet  – altså fem år mere fra nu.
Men nu må vi se hvor mange kæppe EU fremover finder på at stikke i hjulene. Der er godt nok kommet mange ekstra timers arbejde og ekstra omkostninger til på den konto de senere år.

#GittesEgetDesign

Der er kun kommet en enkelt ny dies-kollektion i løbet af året.
Til gengæld blev den rigtig godt modtaget. Tak.

Som jeg skrev om allerede sidste år, så kan man stadig mærke at markedet er godt oversvømmet af nye dies.
Så jeg prøver i stedet at lave “lidt – men godt”, når jeg kaster mig ud i nye designs.

 

Det Kreative Team & SoMe – Sociale medier

Udover mig selv, så består teamet nu af Gitte O, Else og Ditte.
Vi laver ikke længere de store forkromede blogopslag, men deler hver især de ting vi laver på diverse facebook- og instagram-sider.

Og ikke mindst på årets nye tiltag her i Hobbyboden:
Vores (du og jeg og alle de andre kunders) helt egen facebookgruppe – Hobbybodens Kreative Kaos, hvor du som kunde kan slå dig løs og vise andre hvad du går og laver.

Alle opslag er velkomne derinde – og du er velkommen til at bruge alle de produkter / mærker du har lyst til på dine projekter, så længe der ikke er tale om decideret reklame for eller links til andre shops.

 

Scrapskolen

Scrapskolen – har ikke haft nye kurser i 2025.
Men flere kurser er stadig under udarbejdelse, og jeg håber at kunne præsentere nyt derinde inden længe.
(hvis ikke lige der kommer andet i vejen).

 

 

Udlands-messerne

Planen var egentlig, at jeg skulle have været afsted til Creative World messen i Frankfurt i vinters.
Men priserne var helt horrible for transport og hotel. Så jeg sprang over denne gang.

Til gengæld besluttede jeg mig for at tage til USA og besøge messen i Seattle i april måned.
Og det var bare en supergod tur. En god oplevelse med masser af spændende mennesker og inpirerende inputs. Seattle er en spændende by, hvor jeg kunne nå at lege turist og få shoppet lidt inden messen.

Jeg lavede en række blogindlæg undervejs, som ligger under April 2025.

Masser af networkning, produktpræsentaioner og ikke mindst nogle virkelig gode kurser.

Jammenaltså – men bliver jo helt høj af sådan en tur. Så nu går jeg og overvejer om jeg måske skal tage til messen i St. Louis i maj – og/eller til Frankfurt i februar. Vi må se hvad jeg beslutter mig for, når først jeg får talt pengene i sparegrisen.

 

Tilbage er der bare at ønske jer allesammen et godt nytår – må I komme godt og sikkert ind i det nye år !!
– Gitte

One thought on “Farvel 2025 og velkommen 2026

  1. Det har været spændende at læse dine blogindlæg, også ifm dit jubilæum. Jeg håber, at det næste år bliver godt både kreativt og forretningsmæssigt – du har altid fantastiske produkter, så jeg håber, at du fortsætter længe endnu 🙂 Godt nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.