De sidste par år har jeg holdt en jule-klippe-klistre dag med min lillesøster og mor. Det hele startede med lillesøsters ønske om at få startet på hendes eget julepyntslager. I år havde hun et særligt specielt ønske! Hun havde i Jysk kataloget set disse flotte foldede julekugler, som var brugt som fotoprops i deres fotos. Så måtte storesøster på detektivopgave og finde frem til noget brugbart. Og det lykkedes heldigvis!
Første skridt var at blive klog på hvilke engelske ord, som man skulle søge på. Og da først jeg havde fået sporet mig ind på kombinationen af “origami” og “christmas ornament”, poppede der et meget brugbart link op. Hele æren skal www.craftchatterbox.com have for dette.
I kan læse hendes blogpost HER, hvor der er link til skabeloner og Youtube videos. Derudover har hun også et afsnit til Silhouette brugerne.
Da jeg ikke er ejer af en Silhouette, er vi gået til denne opgave med brug af bonefolder og scoring board. Har man ikke et scoring board, kan man også snildt bruge rillen på sin skæremaskine. Det gør jeg altid selv.
Al begyndelse kan være svær. Man må derfor være indstillet på at den første kugle man kaster sig over vil være øve-kuglen. Derefter lover jeg, at det vil gå betydeligt nemmere og hurtigere. Jeg har også nogle tips, som jeg vil dele med jer. Vi blev selv klogere på processen for hver kugle, vi fik lavet.
1. Start med at få skåret grundstykket/grundstykkerne jævnfør CraftChatterBox’s skabeloner. Hvis man ønsker at printe skabelonerne ud, skal man vælge “printables”. Hendes skabeloner skaber 2 forskellige størrelser. Den store har vi døbt “jumbo”, da den bliver ca. 11,5 cm. i diameter. Den lille har vi døbt “medium”, da den bliver ca. 8,5 cm i diameter. Den store er lige lovlig stor til et juletræ af typisk dansk standard størrelse. Vi endte derfor med selv at skabe en “mini” udgave, som bliver ca. 6,5 cm i diameter. Den skal I nok få målene på.
2. Man er nødt til at lime flere stykker sammen for at få et langt nok stykke. Og her er det en rigtig god idé at gøre dette inden man går i gang med scorelinjerne. Min anbefaling er, at man bruger karton/papir på mellem 140 g/m2 og 180 g/m2. Til vores kugler brugte vi 160 g/m2. Bruger man tykkere karton kan der være risiko for at det krakelerer i foldningerne. Bruger man tyndere papir er der risiko for at dette revner, når man laver sine scorelinjer med bonefolderen. Her må man selv gøre sine egne erfaringer alt efter hvilken tykkelse karton/papir man har. Er man origami ekspert, kan man sikkert kaste sig over ekstra tyndt papir. Men jeg kan nu godt lide, at julekuglerne virker lidt robuste.
3. Start med at score de lodrette linjer. Når dette er gjort vender man papiret om på den modsatte side og laver de skrå scorelinjer. Husker man at vende sit karton, vil foldningen af julekuglen være betydeligt nemmere.
4. Lav hullerne inden at man presser scorelinjerne med bonefolderen. Det er bare meget nemmere at gøre på dette tidspunkt! Jeg har brugt min Crop-A-Dile II til dette med indstillingen på det mindste hul. Men man kan sagtens bruge en almindelig hultang. Det vil sikkert også være muligt at bruge en hulmaskine, men disse huller vil være pænt store i forhold til kuglens størrelse. Hvor vidt dette vil give udfordringer, kan jeg ikke sige. Det må komme an på en prøve.
5. Når hullerne er lavet, skal alle scorelinjerne efterpresses med en bonefolder. Og her skal man huske at folde de lodrette folder fra den ene side af kartonet og de skrå fra den anden side af kartonet. Når dette er gjort begynder kartonet selv at bugte sig i kugleform.
6. Så er vi kommet til selv folde-arbejdet. Jeg har personligt selv fået stor respekt for de mennesker, som arbejder på Le Klint fabrikken. Det er virkelig et stykke håndarbejde! Starten kan være tricky, men når først man har fået fat på taget går det ganske smurt.
7. Når foldearbejdet er klaret, er det tid til at lime de to ender sammen, så vi får skabt en ring. Her kan jeg kun på det kraftigste anbefale at bruge flydende lim. Man vil have behov for lidt “plads og tid” til at få det to ender til at matche op med hinanden. Det kan muligvis være en god idé at sidde og holde på sammenlimningen, så det når at tørre. Eller brug et par klemmer eller andet til at holde det samlet under tørringen.
8. Efter vi har fået limet den sammen til en ring/bold, er det nødvendigt at få alle folderne til at ligge pænt igen. Når dette er gjort, er næste og sidste punkt at få syet den sammen til en kugle. Vi brugte helt almindelig sytråd og en lang synål. En lang synål kan anbefales, men med lidt finger nemhed kan en mindre også bruges.
På billedet ovenfor ses størrelserne “Medium” og “Mini”.
Hvis I ønsker at lave “Mini” kuglen, skal I bruge disse mål:
Skær 2 grundstykker af hver 6 ½ inch i længde og 4 1/8 inch i højde (disse 2 stykker limes sammen til ét langt stykke). De lodrette scorelinjer skal være ½ inch hver.
Inden I kaster jer ud i dette, vil jeg anbefale at man ser CraftChatterBox’s video film. Den vil give en grundlæggende forståelse for processen. Når først man har fanget idéen, kan man snildt selv finde på sine egne mål, hvis man ønsker større eller mindre kugler. Og hvis man ønsker dem mere aflange i form. Vi er selv gået efter en fin kugleform.
Her er lillesøster i fuld gang med at lave 2 “Mini” kugler i sølvkarton. Efter 2 kugler var hun en ørn til at lave dem. Det er hende, som skal have æren for målene til “Mini” kuglen.
Til sidst et billede af et par af origami julekuglerne på troldhassel grenen. Jeg leger selv med tanken om at give dem lidt guld eller sølv spray i bunden. Måske bliver det godt, måske ikke. Det må komme an på en prøve.
Jeg må selv i gang igen, så jeg kan få lavet et samlet sæt på 6 stykker af samme størrelse. Og der skal også leges lidt med mønstret eller foil papir. Måske det er muligt med lidt heat embossing?? Masser af muligheder, som kan testes.
Kreative hilsner,
Pia aka Pia’s Creative World