Messen er slut for denne gang . . . og hvad så nu?

Som jeg skrev i går, så er Creativation 2019 messen slut for denne gang, og alle udstillerne har i skrivende stund formentlig fået pakket det hele sammen sammen og læsset på lastbiler og i kufferter, så de kan få det hele hjem igen (eller videre til Frankfurt, hvor der er messe i den kommende weekend).

Men snart begynder jo alt det sjove, når varerne ankommer til Samsø.

Så i dag får I et lille kig på nogle af de ting jeg har lagt ordrer på.

Det er jo altid sådan, at det hele ikke ankommer på én gang.
Nogle ting bliver afsendt allerede i løbet af denne uge, og det er lige ved at de kan nå at overhale mig inden jeg selv er hjemme igen.

Andre ting kommer først i marts eller april.
Men er det ikke bare skønt at have noget at glæde sig til?

Jeg har det i hvert fald ligesom juleaften nogle gange, for jeg kan godt have mistet overblikket over præcis hvad jeg har bestilt, og så bliver man så dejligt overrasket og siger næhhh og iiiihhh og åhhhh, når man står og pakker ud.

Fra Altenew kommer der nye skønne dies til opbygning af 3D-motiver.
Jeg er selv helt pjattet med den med roserne. Den er virkelig skøn og godt lavet. Men der kommer to andre nye sæt derudover, bl.a. en hibiscus.

Der kommer selvfølgelig også lidt stempler fra dem.
Et byg-din-egen-potteplante-sæt er også en af favoritterne.

Tim Holtz har lavet mange skønne dies for Sizzix denne gang.
Nogle af dem burde snart lande, og resten kommer engang i løbet af februar så vidt jeg lige husker.

3D-hjertet er virkelig sjovt fundet på, og jeg kan se mange muligheder i både det store og det lille hjerte.

Franske Carabelle Studios har lavet flere nye spændende tekstur-plader til brug sammen med Gelli Plates / Gel Press, og nogle af dem kommer nu som et startkit sammen med en ekstra tynd Gel Press plade, som bl.a. også kan bruges i Misti’en.

Tim’s nye Alcohol Pearl Inks må vi lige vente på at de europæiske grossister får hjem med skib. De er jo med opløsningsmidler i, og det betyder at de ikke må sendes over med fly.

Avery Elle har lavet de skønneste små rækker af hhv. bamser, katte og hunde. Jeg kan se uendeligt mange muligheder i hvordan de kan bruges.

Gina K Design var med på messen for første gang, og jeg har jo før haft fat i hende, for at få hendes varer til Danmark.
Hun har ikke før været interesseret i at sælge via andre forhandlere, men det har hun åbnet op for nu, og jeg kom vistnok til at lægge en kæmpe bestilling hos hende.

Bl.a. på alle hendes stempelsværter (der er så vidt jeg husker 48 forskellige af de almindelige dye inks) og de er bare i så skønne farver allesammen at jeg simpelthen ikke bare kunne nøjes med at udvælge nogle af dem.
Fra Gina K kommer der også masser af stempler og tilhørende dies, Amalgam Ink i sort og de geniale Wreath Builder stencils, som gør det let at lave stemple kranse, cirkler, mandalas osv.

Sidst – men ikke mindst – så får jeg den spændende nye måtte fra Waffle Flower hjem. Men der må vi lige have tålmodighed indtil slutningen af marts.

Der kommer også lidt af deres stempler og dies.

I dag (tirsdag) har jeg nydt det dejlige solskin her i Phoenix, jeg har forkælet mig selv med manicure og pedicure (det var tiltrængt efter at have travet messen tynd de sidste mange dage) og jeg har fået shoppet lidt.

Jeg var bl.a. forbi en Michael’s butik, som er lidt á la Panduro, bare mange gange større.
Amerikanerne gør meget i træting og kunstige blomster, men de havde også en ganske pæn scrapafdeling med ting fra “vores” verden.

Her er det afdelingen med Cricut- og Silhouettemaskiner og masser af vinyl og tilbehør.

Jeg købte ikke noget i denne omgang, men det er altid sjovt at komme ind og kigge.

Jeg siger farvel og tak for denne gang og flyver hjem torsdag aften, så fra på fredag går vi tilbage til almindelige emner her på bloggen.

Det gælder selvfølgelig kun indtil jeg får skrevet nogle mere detaljerede indlæg med noget af alt det jeg har lært på kurserne.

Og så har vi jo også en lille konkurrence om en goodie-bag, der skal afgøres, når jeg engang er hjemme igen. Det bliver nok først i næste uge jeg får kigget på det.
Men jeg har i hvert fald fået samlet en masse lækkerier til jer.

 

12 thoughts on “Messen er slut for denne gang . . . og hvad så nu?

  1. Hej Gitte
    Det er godt ramt. Jeg er helt syg med roserne, potteplanten og bamserne. Det er godt ramt.
    Jeg håber især, at roserne kommer hurtigt. God tur hjem

    Hilsen Mimi

  2. Det må have været helt vidunderligt at opleve, se, føle og shoppe. Jeg ser så meget frem til at se jeres nye varer lagt op i webben og shoppe igen, og atter igen hos jer. Håber I alle får en dejlig tur hjem. Med tak for jeres flotte videoer vist derover fra med divr. præsentationer, super fedt…
    Hilsen Heidi

  3. Så fik jeg set alle de skønne opslag fra dig tusind tak fordi du deler det med os..
    Spændende med Gina K produkterne, kan godt forstå det svært at skulle udvælge mellem dem ?

  4. Tak for gode blogindlæg, det har været sjovt at følge med på den måde – næsten som at være der selv (men også kun næsten)
    Glæder mig til at se alt det du får med, kender jeg dig ret, har du garanteret købt noget jeg slet ikke kan undvære 🙂

  5. Super lækre ting du har bestilt hjem til os allesammen Gitte. ?
    Det lader til din uge i Phoenix har været fantastisk. Kom godt og sikkert hjem torsdag.
    Glæder mig til at kigge alle nyhederne igennem de næste par måneder. ?

  6. Glæder mig til at se alle se spændende ting, du har købt med hjem. Håber at jeg kan nå at få fat i de nye fra Altenew, inden de bliver udsolgt! God tur hjem!

  7. Altid spændende at følge jeres tur
    Kan godt se at det er på tide at komme hjem. Dankortet må være tømt med alle de fine indkøb

  8. Hej Gitte
    Det har været super spændende at følge med på bloggen, du er rigtig dygtig til at informere, og du skriver på en underholdende måde, tak for det. Dernæst glæder jeg mig til at se alle de nye produkter du får hjem, skønne ting du har præsenteret.
    God tur hjem, håber vintertrøjen er med.

  9. Nu er du sikkert på vej hjem, hvis du ikke allerede er landet på Samsø, så velkommen hjem.
    Tak for alle dine skønne indlæg, det har været super godt at læse og at få lov at følge med i de ting I har oplevet 😀

  10. Ihh, hvor er det spændende ? ved du om du får den nye G45 serie “Bloom” hjem? Hvis ja, vil jeg meget gerne forud bestille noget – meget 🙂 den er da fantastisk smuk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.