I dette indlæg har jeg valgt at støve en lidt overset teknik af og brugt mine stencils til at præge med. Det er en yderst simpel teknik, som giver et rigtig fint udtryk til baggrunden på kortene. Kort fortalt så taper man sit karton fast til sin stencil og kører den en tur gennem sin die-cut maskine, før man farvelægger sin baggrund. På den måde bliver mønstret fra din stencil præget ned i dit karton, så motivet bliver ophøjet en smule. Jeg har lavet to kort med denne teknik, som jeg gerne vil vise dig.
Til det første kort har jeg valgt en stencil fra gemmerne med små hjerter, men enhver anden stencil kan bruges. Ved første øjekast er det svært at se, at de små hjerter har struktur, men prøv at se næste billede..
Det er sørme svært at fange med kameraet, men jeg håber, du kan se, hvordan de små hjerter “popper” op og ikke bare er et med papiret.
Jeg har startet med at skære mit karton ud med den største die fra sættet Gittes eget Die Design “Rundede Rektangler & Flag”. Derefter tapede jeg som sagt min udskæring fast med Memo tapen fra Heffy Doodle og kørte den gennem min die-cut maskine. Typisk bruger man den samme sandwich, som hvis man skal præge med en die, men da der er forskellige plader til de forskellige typer maskiner, kan jeg ikke give en enkelt opskrift på det hele – men hvis du googler “dry emboss with stencil” samt navnet på din die-cut maskine, dukker der helt sikkert mange gode videoer og/eller blog indlæg op.
Når mit karton er kørt igennem min die cut maskine, lader jeg det sidde på min stencil, sværter de prægede områder gennem min stencil og først derefter fjerner jeg tapen og min baggrund er nu klar til brug. Her har jeg brugt bogstaverne “LOVE” fra die sættet “All the love” fra Concord & 9th. i gråt, samt “you” i hvidt med et strejf af samme lyserøde sværte, som jeg har brugt til baggrunden.
På mit andet kort har jeg ligeledes brugt hjerter i baggrunden, her er det bare en stencil “Heart of Hearts” fra Taylored Expressions med flere lag, hvor jeg har valgt at præge med det sidste lag af hjerter.
Jeg har skåret mit karton ud med den største die fra sættet Gittes eget Die Designs “Basis Rektangler og flag”, lagt den første stencil med det store hjerte over og farvelagt de første hjerter med lyserød.
Næste stencil med de mindre hjerter blev placeret hvor de skulle og igen tapet fast med Memo tapen fra Heffy Doodle. Tapen er med flytbar lim, som gør den nem at tage af igen, selv når den har været en tur gennem die cut maskinen. Alle de mindre hjerter blev præget så fint og derefter farvelagde jeg dem med en rosa Distress Oxide – de sværter er nemlig heldækkende, så man kan lægge dem på i flere lag. Jeg kan næsten ikke fange effekten af de prægede hjerter, men den er der altså. Det store “Love You” er stempel- og die sæt Waffle Flower og hedder “Oversized Love”. Den er desværre ikke at finde i webshoppen pt, men Waffle Flower har en skøn serie af andre oversized ord med stempler, der kan mixes på kryds og på tværs, som måske kunne bruges i stedet? Eller måske Gittes Eget Design af “Mix & Match” stempler, der kan kombineres med Gittes Egne Die Designs af store ord i “Midi & Maxi” serien.
Det var så mine to kort for i dag – ens, men alligevel forskellige. Håber, du har fået mod på at prøve embossing med dine stencils, det er så smart, når man kan få endnu mere ud af tingene, end det de oprindeligt er beregnet til.
Mange hilsner fra Tina M.
¤Instagram: _tinamathisen_