Dette afsnit i mini Foil serien handler om at få brugt sine foil rester. Vi har i foregående afsnit lavet nogle flotte foil resultater, men står nu tilbage med nogle pænt store og flotte rester, særligt når det er hele baggrunde man har lagt foil på. Det er der en løsning på, så man næsten kan få udnyttet sin foil 100%. Er der noget vi scrappere kan lide, så er det at få noget ud af vores materialer.
Hvis du er gået glip af de første afsnit, får du lidt basis info her nedenfor om toner aktiverende foil. Og til slut i blogposten vil du finde links til de andre afsnit i mini serien. Hvis du har fuldt med lige fra starten af, så bare spring dette punkt over.
Hvad er toner for noget? Toner er det man bruger i laserprintere og i mange kopimaskiner.
Der findes efterhånden mange typer foil på markedet. Man skal dog være opmærksom på, at der er forskel på hvorledes de “aktiveres” og hæfter sig fast på kartonet. I denne serie arbejder jeg med toner aktiverende foil. Til at aktivere toneren med foilen skal man enten bruge Heidi Swapp Minc maskine eller en almindelig laminator.
For at få fuldt udnytte af vores foil rester har vi brug for Toner ark i sort toner. Læs videre for at finde ud af, hvordan dette kan gøres.
Første vigtige ting for at kunne få udnyttet foil rester er, at få fat på Toner ark. Disse kan enten købes eller selv printes. Et Toner ark er i et fuldstændigt sort stykke karton/papir. Det vigtige er, at det er skabt med Toner sværte. Du kan også selv lave dette ved at printe det på en Laserprinter.
En løsning er, at købe sorte Toner ark. Therm O Web har produktet “iCraft Deco Foil Toner Sheets – Black”, som netop er fuldstændig knaldsorte toner ark.
Eller du kan som nævnt tidligere printe selv – dog gør jeg opmærksom på, at dette bruger en hel del sværte. Og printer man selv, så vær obs på at printer indstillingerne skal være sat til sort med sort på. Jo sortere, jo bedre foil resultater. Nedenfor ser du en sort firkant. Dette er en Jpeg billedfil, som du kan kopiere ned på din computer. Herefter kan du hente billedfilen ind i en Word fil og forstørre billedfilen til at passe til et A4 ark. Og så kan du ellers printe løs. Jeg anbefaler at bruge max 120 grams karton/papir. Du kan bruge tykkere papir, men jeg har erfaret at jeg får bedst print resultat ved max 120 gram. Dette kan selvfølgelig være forskelligt fra printer til printer.
I videoen viser jeg, hvordan jeg med nogle store rester får 100% udnyttelse af min foil. Plus, jeg giver et tip undervejs i forhold til selvprintede sorte toner ark.
Nedenfor kan du se et par ekstra eksempler, hvor jeg også har fået udnyttet nogle rigtig gamle foil rester. Det tyrkis kort er fra et projekt, hvor jeg vist nok brugte Heidi Swapp Minc Reactive Screen Ink sammen med en stencil. Det sølvfarvede kort er fra et projekt, hvor jeg brugte et gummi baggrundsstempel sammen med Heidi Swapp Reactive Paint.
Nedenfor er det færdige kort fra en af de rester, som I kan se blive udnyttet 100% i videoen. Det blev til et super flot julekort, som jeg er yderst tilfreds med. Det andet kort med blomsterne er jeg så sandelig også meget tilfreds med.
Det var alt om Foil teknikker for denne gang. Hvis du går og har et ønske til at få demonstreret en bestemt foil teknik, så skriv det i en kommentar. Så skal jeg se, hvad jeg kan gøre.
Kreative hilsner,
Pia
- Instagram: @pia_k_larsen
- YouTube: @PiaKroghLarsen
- Blog: Pia’s Creative World
Links til andre afsnit i Foil Teknik mini serien:
- Foil Teknik 1: Gina K Designs Foil-Mates
- Foil Teknik 2: Deco Foil Clear Designer Toner Sheets
- Foil Teknik 3: Foiling med printede Toner motiver
Igen har du lavet en super god video, som jeg har meget glæde af. Og jeg har lige i går fået hjem, til at prøve noget af det du har vist 😀