Til kortene her har jeg brugt mønsterpapir fra Alexandrea Renkes serie Paradise. Jeg har brugt ark fra 6×6″ pakken, men de store ark vil også være rigtigt fine.
Alle tre kort er lavet på samme måde, men jeg har valgt tre forskellige mønstre for at vise hvor stor forskellen er, alt efter om du bruger stor- eller småmønstret papir.
På det første kort (herover) er mønsteret ret lille.
Det betyder at motiverne kommer med i hel tilstand på nogle af panelerne, mens andre af dem er skåret over.
Baggrunden i ensfarvet kartone er skåret i str. 10 x 14,3 cm og så er hvert af de tre paneler skåret i månlet 3 x 13,8 cm.
Det giver lige 2,5 mm hele vejen rundt og mellem panelerne.
Til det andet kort har jeg brugt et mellemstort mønster.
På den måde bliver motivdelene delt op, så alle fuglene er fordelt på flere paneler.
Du kan selv prøve at eksperimentere med større eller mindre afstand mellem panelerne.
Men pas på med at lave dem FOR brede, for så vil mønsteret komme til at se underligt strukket ud.
I det tilfælde vil det være bedre at skære en lille strimmel væk.
Til det tredje og sidste kort har jeg brugt papir med stort motiv.
Så her er den store papegøje fordelt på alle tre paneler.
Alle kort har fået tekster skåret med blokskrift-dies fra Gittes Eget Design.
Jeg har brugt samme kartonfarve som til baggrunden, men jeg har valgt derudover at skære en tekst i sort også og sætte den bag den farvede ganske lidt forskudt, så teksten bliver lidt fremhævet.