Velkommen til Frankfurt

Så blev det endelig lørdag og messen kunne officielt åbne kl. 9.00
Der var megalang kø, så den var vist 10 minutter over, før jeg var inde.

Og så suste jeg ellers straks op i den øverste af hallerne, inden der kom for mange mennesker.
Over middag kunne jeg så smutte nedenunder og se på herlighederne der.
Det hele er godt blandet – det er ikke sådan at papirhobby er for sig og malerpensler er for sig. Nænej – man skal hele tiden holde øje med alle standene, for at se om der skulle gemme sig nogle godbidder undervejs.

Jeg er ikke stødt på de helt store revolutioner, men jeg har fundet lidt forskellige sjove ting rundt omkring, og set masser af inspiration til spændende projekter.

Her er et sødt kort med den lille kameradie fra Dress My Craft.
Der er brugt flere lag til delene, så der virkelig får 3D effekt.

Søde og sjove øjne fra Spellbinders.
Dem må man kunne lave nogle nuttede monstre med.

WRMK viste en ordentlig moppedreng af en skæremaskine, der kan klargøre tykke stakke af papir/karton, der skal skæres til, hvis du vil bruge deres nye indbindingsmaskine, der fungerer med lim.

WRMK kommer ud med en Minc i deres eget navn.
Den vi har set indtil nu har været solgt under brandert Heidi Swapp.
Den nye der kommer er i størrelse 8,5”, så det skal nok blive et hit, at den kommer til at kunne tage en A4-side i bredden (hvor de nuværende er enten 6” eller 12”).

Måske kan du huske papirbast, som var rigtig meget fremme for omkring 20 år siden.
Her har de fundet det frem igen, på en af standende, hvor de sad og hæklede nogle søde små orme.

Har du en border-punch – eller måske flere?
Så er her en sød idé til at lave nogle ophæng.

Og så er der masser af forskellige demoer på messen denne gang.
Her er det Eileen Hull, der demonstrerer for Sizzix.
Hun har lavet en virkelig sød lille syskrins-æske.
Sådan en som mange af os havde engang.

Hos Spellbinder var Yana Smakula i gang, da jeg kiggede forbi.
De kører meget med BetterPress produkter lige nu.
Det var det system jeg fik hjem sidste forår, til at lave lækre letterpress tryk med.
De udvider løbende sortimenter med flere motiver og farver.

Hos Studio Light stod Marlene fra Art by Marlene og viste sine produkter.
Hendes produkter er meget farverige, men de har desværre aldrig slået rigtigt an i Danmark, så det bliver ikke noget jeg kommer til at tage mere hjem af.

Simon Hurley stod på flere stande rundt omkring på forskellige tidspunkter.
Han er en populær ung mand, og det er heller ikke uden grund, for han er virkelig god til at fortælle mens han demonstrerer og så laver han ofte nogle gode designs.

Rundt omkring på standene med kunstnerartikler står der superdygtige folk og maler.
Her er en i gang med et helt fantastisk portræt i akvarel.

Den flotteste stand fandt jeg hos PaperArtsy – som jo også er et mærke som jeg er ret vild med selv.
De havde bygget en virkelig smuk stand op, som gik helt i sytråd med deres produkter.

Og den mest besynderlige stand fandt jeg hos Molotow, som ville slå et slag for bæredygtigheden.
Det gjorde de med en kæmpemæssig – men HELT TOM stand !!
Sorte vægge, sorte gulvtæpper og lidt tekst.
Og så en QR-kode man kunne scanne, og dermed læse lidt om deres baggrund for IKKE at slæbe en masse varer og brochurer med på messen.

Og her er et par screendumps fra den side, der kom frem når man scannede den opstillede QR-kode:

Humlen er, at de igennem de sidste mange år har stået og reklameret for deres genopfyldelige markers.
Og nu går de all in, og vil ikke belaste samfundet mere end højst nødvendigt.
Så de bliver hjemme:
Faktisk et ret tankevækkende statement.

Søndag går det løs igen på messen.
Selvom jeg nåede hele vejen rundt i hallerne lørdag, så er der stadig rigtig mange ting jeg gerne lige vil kigge på en ekstra gang.
Så jeg er sikker på at jeg kommer til at bruge hele dagen på at finde endnu mere lækker inspiration.

 

9 thoughts on “Velkommen til Frankfurt

  1. Det LYDER super fedt, men havde været rart hvis man kunne se nogle billeder fra messen også???? Er det en fejl eller???

    1. Der har åbenbart været knas med upload af billeder – det er ikke altid sådan ligetil, når man sidder på en udenlandsk forbindelse. 😉
      Det pudsige er, at nogle godt kan se dem, mens andre ikke kan. Så de er ikke helt væk.

      Men jeg får dem opdateret på et tidspunkt, nu hvor jeg er hjemme igen.

  2. Tak for at vise os hvad du oplever dernede af spændende stande. Inkl. den fra Molotow, som jo skiller sig ud på en anderledes og bemærkelsesværdig måde.

  3. Altid spændende at se og læse det du oplever
    Gitte . Og man kunne jo ønske at man kunne have siddet i lommen og fulgt med i alt hvad der skete. Fortsat god messe tur . Kh Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.