Virtuel messe januar 2021 – Tanker om scrapbooking layouts del 1 af 2

På vinterens online messe og de tilhørende workshops, fik jeg lavet lidt forskellige layouts, og det er sjovt at lære lidt om amerikanernes måde at gøre det på.
Nu var det selvfølgelig producenterne selv, der underviste, så de er selvfølgelig interesserede i at sælge en masse af deres egne produkter.

Så de ting vi lavede, var udelukkende med papir og pynt fra én og samme serie.
Der er vi her i Danmark måske mere vant til at bruge hvad vi har, og selv sidde og finde ud af hvad der matcher sammen.

Men den amerikanske måde gør det virkelig turbo-hurtigt at smække layouts sammen, så for mig virkede det i hvert fald som et frisk pust til at få noget fra hånden og komme ud over stepperne, fordi jeg ikke behøvede at sidde og tænke så meget selv.

Det har så været med til at give mig meget mere lyst til at scrappe flere layouts igen, fordi jeg nu er blevet bedre til at turboscrappe og ikke sidder og overtænker mine projekter.

Her er det materialer fra Pinkfresh Studios jeg har brugt  –  og jeg er virkelig pjattet med deres papirer og pynt.
Undervejs var der nogle gode tips til, hvordan man f.eks. kunne klippe lidt i papirpynten, så noget går over og noget går under fotoet.

 

Og en af fiduserne er også, at sætte sine fotos og de fleste af elementerne på med skumtape eller dobbeltklæbende tape, som endelig ikke må gå helt ud til kanten), fordi man så kan skubbe andre elementer ind under bagefter, og dermed bygge nedad i stedet for bare at bygge ovenpå.

Det er et tip jeg fluks har taget til mig, fordi jeg ellers bruger alt for lang tid på at overveje hvad der skal være under, inden jeg limer noget som helst fast.

Og så synes jeg også lige I skal se noget af det, som efter min smag virkelig er FOR amerikansk.
Materialerne er fra PaperHouse og vi skulle lave et par layouts med strand-tema.
Så jeg havde grebet nogle fotos taget her på Samsø med strand og hav på.

 

Meeeeeen  –  sådan en omgang glimmer-muslinger og -sneglehuse var måske lige lidt i overkanten til Samsøs natur.
Men der er ingen tvivl om at amerikanerne elsker den slags. De gang jeg har besøgt de store hobbybutikker derovre, har de altid megamange hyldemeter med den slags temabaserede stickers.

 

Det andet layout vi lavede, var med masser af Hawaii-stemning, og jeg er ikke lige sikker på om jeg har nogle fotos der passer til.

Heldigvis var der stadig nogle gode idéer, som jeg kunne tage med mig fra kurset, selvom resultatet ikke lige var min stil.
Bl.a. den sjove bølge-baggrund på det første strand-layout, hvor vi klippede det buede mønster fra hinanden, bukkede det en lille smule i kanten og limede dem på et nyt ark med en lille smule overlap.

Og så er der den virkelig turbo-hurtige amerikanske måde at scrappe på:
Et præfabrikeret tre-dimensionelt element  –  lige til at sætte et foto i !!!

Der tror jeg alligevel, at jeg sætter min egen grænse for hvor nemt (og upersonligt) det må være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.