Simple Stories er for et stykke tid siden kommet med noget nyt, som de kalder Simple Cards Kits.
Det er kits hvor du får alle de elementer du skal bruge, for at kunne lave en række kort.
Det er lidt på samme måde som det kortkit fra Panduro, som fik mig i gang med at lave kort for godt og vel 20 år siden (nogen af jer har muligvis hørt historien før, men så kan I bare springe videre til teksten under billedet):
Jeg købte en pakke der hed “lav dine egne julekort” og det kom i en lille æske, hvor der var materialer i æsken til 10 fine kort.
Jeg havde kun lavet et par stykker af kortene fra æsken før idéerne begyndte at myldre frem, for hvis jeg nu liiiige købte noget ekstra papir og liiiige noget mere bånd og liiiiige nogle ekstra pynteting så kunne jeg jo liiiiiige lave nogle flere kort. Så jeg voksede ret hurtigt ud af den lille æske. Og “the rest is history”, som man siger. 😉
Jeg har selv haft fornøjelsen af at afprøve sådan et kit fra Simple Stories i forbindelse med et onlinekursus i vinters, og det var lidt sjovt at lave sådan noget, hvor man fik det hele serveret på et sølvfad.
Det smarte er bl.a. at kortene faktisk er klar til brug som de er – men hvis man er lidt af et pynte-øre, så kan man sagtens tilføje masser af små ekstra ting i form af f.eks. enamel dots, pailletter, halvperler, glitterlim, små udstansninger eller hvad man nu synes og på den måde pifte kortene op.
Samtidig kan man også selv vælge om man vil lave kortene helt flade, eller om man måske vil løfte nogle af delene lidt op med skumpuder.
Kittet “Sweet Talk”, som vi brugte på kurset, var med forskellige valentines- / kærlighedskort, som måske er lidt for amerikansk til den danske smag. Men det må jo komme an på en prøve. 😉
Det er nok ikke noget jeg kommer til at tage voldsomt meget hjem af, men nu prøver jeg i første omgang med nogle få udvalgte Simple Cards Kits, og så må jeg se om det er noget der vækker interesse.
Men ellers må du endelig kommentere herunder, hvis det er noget du synes jeg skal tage mere hjem af – for så gør jeg det gerne.
Et kit med materialer til 8 kort (kortbaser, udstansede mønsterpapir-dele og die-cuts og chipboard pynt) koster ca. 110 kr.
Du kan se alle de kits der p.t. fndes hos Simple Stories.
Jeg synes at de 8 forskellige kort vi lavede på kurset gav en masse nye idéer til hvordan tingene kan sættes op. Så man kan f.eks. også vælge at bruge dem som skitser for ens fremtidige kort.
Det kan være en god pakke at gå i gang med, hvis man føler at man er gået lidt i stå og kører i det samme og det samme altid.
One thought on “TEMA – Smart i en fart: Simple Stories Card Kits”