Dette kort er faktisk supernemt at lave – når bare man lige ved hvordan.
Men sådan er det jo med mange ting.
Jeg har brugt stencilen Sprinkled Hearts fra WOW og to farver Distress Ink – hhv. en lyserød og en rød.
Udgangspunktet er en kortbase i almindelige A6-størrelse.
Jeg startede med at afmaske foroven og forneden.
Jeg brugte bare en rest gammel washitape, men du kan også bruge almindelig malertape eller det specielle masking paper der findes.
Hvis du bruger washi tape, så tjek lige på forhånd at den ikke klæber for meget. Hvis den gør det, så kan du lige dutte den mod dit tøj inden, så den den mister lidt af klæbeevnen. Ellers risikerer du bare at rive dit kort i stykker, når du trækker tapen af igen.
Så sværtede jeg med let hånd og en blending brush med lyserød Distress Ink (Worn Lipstick) ud over det hele.
Derefter lagde jeg stencil’en henover, og så sværtede jeg med lidt kraftigere tryk med samme farve hjerterne i midten.
Hjerterne i siderne er sværtet med en mere postkasserød nuance (Barn Door).
Bagefter trækkes tapen forsigtigt af og efterlader det sværtede område med en skarp kant.
Nederst har jeg bagefter stemplet en tekst.
Den er fra sættet Hr. & Fru.