En anden måde du kan bruge dine Zig-penne på, er at male direkte på stemplerne. Jeg syntes, det fungerer bedst på gummistemplerne – i hvert fald i forhold til de clear stamps, jeg har testet med.
Jeg har lavet to kort med det samme stempelmotiv i forskellige farver. Jeg har brugt stemplet “Bejeweled” fra Penny Black – det fungerer rigtigt godt til denne teknik, da selve motivet har det der akvarel-lignende udtryk over sig.
Jeg skal stemple flere gange oveni hinanden med forskellige farver, og derfor er Misti’en et næsten uundværlig stykke værktøj til denne teknik – alternativt kan man bruge en Stamp Positioner eller en Stamp-a-ma-jig. Jeg starter med at male de mørke detaljer på motivet op. Jeg giver mig god tid, for jeg skal alligevel spraye vand over motivet, før jeg stempler, så det gør ikke noget, at farven bliver tør nogen steder. Når jeg er færdig, sprayer jeg vand i luften over motivet med min Distress Sprayer, så det forstøvede vand ikke rammer direkte på motivet, men nærmere blot “daler” ned over det. På den måde forstyrre jeg ikke farverne, men genfugter dem kun. Kommer der for meget vand på, ender man med en pøl af farver, så tricket er at holde lidt igen og blot spraye en enkelt gang eller to.
Her har jeg stemplet første gang. Nogen steder er farverne løbet mere ud end andre, men det gør ikke noget, det skal nok blive mere ens at se på.
Efter at have tørret stemplet rent, maler jeg nu de større flader ind med farver i en nuance lysere end før. På bladene har jeg brugt to nuancer af grøn, for at få et større farvespil i bladene. Når jeg er færdig, sprayer jeg igen vand ud over motivet, før jeg stempler en gang mere oveni mit motiv fra før.
Her er resultatet efter jeg har stemplet anden gang. Desværre forsvandt de orange detaljer i midten af den store blå blomst, men dem tilføjer jeg blot senere igen.
Her har jeg igen rengjort stemplet for farve og tilføjet mere orange til midten af blomsten, men også lidt extra mørkebrunt til detaljerne på stilke og blade. Igen sprayer jeg med lidt vand, før jeg stempler.
Tilslut tilføjede jeg flere mørkeblå detaljer på blomsterne direkte på motivet med min Zig-pen. Med en pensel og noget rent vand jævner jeg alle nuancerne på motivet ud. Jeg skribler lidt lyseblå farve ud på mit craft sheet, samler farven op med min pensel og maler baggrunden med den.
Her ser du det færdige kort. Jeg har “splattet” lidt vanddråber ud over kortet, så der komme lidt mere udflydende pletter hist og pist. Desuden har jeg også “splattet” med en den mørkebrune farve for at få lidt spil i baggrunden.
Motivet er stanset ud med den største die i sættet “diagonal stitched rectangle stax” fra MFT og er monteret med 3D tape på en hvid kortbase. Teksten på kortet er fra stempelsættet “De svære kort” fra Gitte’s eget design.
Kortet med den røde blomst er lavet på samme måde. Malet og stemplet af flere omgange.
Her har jeg dog i stedet stanset motivet ud med den største die fra sættet “Blueprints 27” fra MFT og derefter er det limet direkte på en sort kortbase. Teksten er fra stempelsættet “Glade hilsner” fra Gitte’s eget design. Jeg fik desværre ikke noteret, hvilke farver jeg brugte til kortene, men de findes alle i Zig Clean Color sættet med 48stk. Tak fordi du kiggede med 🙂
Hvor ser det fedt ud, de er bare smadder flotte begge to.
Det skal helt sikkert prøves af.
Mange tak Maryann 🙂 Det bedste er, man kan tage alt den tid, man behøver. Det gør ikke noget, at farven tørrer ind. Så længe tuschen er vandbaseret, bliver farven jo fugtet igen, når man sprayer vand på.