Creativation 2018 – Kursus med Dina Wakley

Forleden dag viste Tina billeder fra Dina’s kursus  –  og vi var jo sidekammerater, så vi oplevede cirka det samme. Og resultaterne lignede for en stor del også hinanden.

Så jeg vil vælge i stedet at vise en masse billeder af del-processerne undervejs  –  inkl. Tina’s bog som jeg også tog et par billeder af fra sidelinjen.

Sprudlende Dina stod for dette farve-glade kursus, hvor vi skulle lave et projekt over flere sider i den kæmpestore nye Mixed Media Book, som indeholder både akvarelpapir, canvas, hessian m.m.

Vi startede med at tage en paptallerken og tegne rundt om den, for derefter at klippe hul i papiret.

Når man starter på sådan et projekt, så er man tit helt rundt på gulvet, fordi man ikke aner hvad det skal bliver til i sidste ende. Og sådan var det også her. Men det fandt vi så ud af lidt efter lidt, så der var heldigvis en mening med galskaben.

Og så gik det ellers løs med gesso og maling henover siderne – og dermed også henover hullet. På den måde kom der en gesso-/malet cirkel på siden bagved.
Vi arbejdede hele tiden på fire forskellige sider  –  nemlig den i midten med hullet i, den til venstre for den, som var en canvas-side og den til højre, som var af papir.

Vi arbejdede også med Scribble Sticks, som jeg lærte at bruge på en helt ny måde, nemlig ved simpelthen at dyppe dem i vand først og herefter køre rundt med dem i cirkler omkring cirklerne på siderne. Det gav linjerne en spændende blanding af almindelig skitsestreger og nogle mere akvarelagtige streger så længe stick’en stadig var våd.

Ansigterne blev først stemplet på akvarelpapir og bagefter farvelagt med Scribble Sticks og en våd pensel.


Bagefter klippede vi dem ud sådan lidt med “løs hånd” –  eller det som i den engelsktalende verden kaldes “fussycut”, når man med en saks lige trimmer rundt langs kanten af et motiv. I dette tilfælde skulle det endelig ikke være for pænt, for så går charmen af det.

 

De små ord / tekster, er revet ud af de nye små Collage Papirer. De er trykt på ganske tyndt silkepapir, og vi smattede dem simpelthen til med medium og smækkede dem på siderne, så mediet kom til at virke både som lim og forsegler.

Washi-tape blev også brugt til dekorationer –  det er sjovt, som sådan et produkt pludselig er kommet på banen igen.

Det var virkelig supersjovt at få lov til at arbejde med sådan et stort projekt, og det fede er jo, at man har alle materialer til rådighed mens man er der, så det er bare at slå sig løs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.