Mini Album kursus i Scrapklubben

Jeg er ligesom mange andre selv medlem af en scrapklub – i mit tilfælde den i Odder.
Vi mødes ca. 2 gange om måneden og hygger os med at klippe og klistre, drikke kaffe og klare verdenssituationen.
Det er enormt inspirerende at mødes med andre og lære af hinanden, så jeg kan varmt anbefale det, hvis du har en klub i nærheden af dig.

I vores klub får vi ind imellem også en kursusholder ud.
Denne gang var det så mig selv, der var blevet inviteret til at holde kursus, og jeg valgte at vi skulle lave et Easy Peasy Mini Album, som skulle dekoreres med forskellige slags “grat og smat” (det er det, som officielt hedder Mixed Media teknikker).

Selve albummet kan du finde opskriften på her:
https://g45papers.com/pdf/SusanLuiMiniAlbumTutorialGraphic45-2.pdf

Jeg har så valgt at lave det med en mere fast for- og bagside i kraftig karton beklædt med papir, så det kan bære noget mere pynt.

Blomsterne er forskellige papirroser, som er limet på med flydende lim (limpistol kan bruges, hvis man ikke har tålmodighed til at vente på at det tørrer).
Når det hele er limet på, smattes lidt Texture Paste Crackle over, og så er en af finterne at dryppe nogle dråber kaffe på hist og pist for at give det lækre vintage-look.

Sommerfuglen er lavet med “falsk emaljeteknik”.
Den går ganske kort ud på, at man sværter en chopboard-udsæring med Distress Oxide Ink i en passende farve (jeg har brugt Faded jeans), drysser klar UTEE over (en grovkornet embossingpulver) og smelter det med varmepistolen. Evt. kan lidt af pulveret knipses af inden man varmer, så man er sikker på der er bare pletter.
Når det er kølet af, sværtes med Distress Ink i farven Vintage Photo på alle de bare pletter.

De små rhinstene er duppet med Alcohol Ink i farven Mushroom, for at give dem den lækre gammeldags champagnefarve.

På siderne inden i albummet, har jeg sværtet lidt med Distress Ink hist og pist gennem en stencil.
Vi nøjedes med at lime albumsiderne i bunden og i siderne, så der er mulighed for at stikke et lille tag ned i lommen.
Båndene til tags’ene er lavet af Seam Binding bånd, som er dyppet i en blanding af distress ink og vand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.