Lawn Fawn laver rigtig mange søde die-sæt til interaktive kort og et af mine absolut favoritter, er Reveal Wheel dien – sættet med drejeskiven. Der findes stempelsæt med forskellige tekster, så teksten på kortet skifter, når man drejer på drejeskiven, samt små motiver som fx en isvaffel eller et snefnug, man kan skifte farven på.
Da jeg så ideen med at skifte farve på de små motiver, fik jeg straks lyst til at prøve, om jeg kunne bruge den lille kamelæon fra Lawn Fawn i stedet.
Jeg stansede et kamelæon-formet hul ud med dien til det lille stempelsæt.
På et stykke acetate, der kan tåle varme, stemplede jeg den lille kamelæon med VersaMark og embossede den med sort embossingpulver. Her brugte jeg min MISTI til at stemple med. På helt glatte overflader glider stemplet nemt og dit aftryk bliver uens, men med MISTI’en er der ingen problemer og aftrykket bliver pænt hver gang.
Øjne og striberne på ryggen malede jeg hvide med en Paint Pen fra Dylusion. Der er rigtig maling i pennen og derfor dækker den hvide så fint, som den gør.
Acetaten blev limet fast på bagsiden, så aftrykket passede på forsiden. Drejeskiven malede jeg i regnbuens farver med mine Zig Clean Color Real Brush Markers, så den lille kamelæon kan skifte farve som en leg.
Selve Reveal Wheel kortet er ikke svært at samle. Jeg fulgte den video, Lawn Fawn har liggende på deres egen side – den finder du nederst på siden her. Jeg brugte en baggrunds die med træstruktur til baggrunden af kortet, samt ganske almindelig 3D tape og de små mini brads fra Artemio til at samle det med.
Tak fordi du kiggede med hele vejen.
Mange hilsner fra Tina.
Materialer jeg har brugt:
Reveal Wheel die – Sticthed Woodgrain Backdrop die – “One in a Chameleon” stempel og die sæt – alle fra Lawn Fawn.
“Sentiment Label Strip” die fra My Favorite Things
“Kærlige kruseduller” stempler fra Gitte’s eget design
Heat resistant acetate fra Crafter’s Companion
Mini brads fra Artemio
Kortet måler 4 1/4″ x 5 1/2″