12 års fødselsdag – hvordan startede det egentlig?

Som de fleste nok er bekendt med, så har Hobbyboden kunnet fejre sin 12-års fødselsdag her i september.
Men hvordan startede det hele egentlig  –  og hvad var det for nogle varer, der fandtes i butikkerne dengang?

Tilbage i 2005 gik jeg og puslede med idéen om at sælge hobbyting.
Jeg startede i det små med at sælge via “homeparties”, hvor jeg tog materialer med ud til en værtinde, som havde samlet en flok veninder, og så gik vi ellers i gang med at lave en række kort  –  nemme eller lidt sværere, alt efter hvor meget erfaring de havde på forhånd.

Webshoppen åbnede officielt i september 2005, og blandt de første varer var bl.a. guld- og sølvstickers, 3D-ark, ensfarvet karton, naturpapir, sakse og hobbyknive.
Men noget af det, som fra starten gjorde Hobbyboden speciel i forhold til konkurrenterne, var at jeg valgte at satse hårdt på stansejern, især til blomsterfremstilling.

Gitte O (som jeg dengang kun kendte perifert fra diverse kortgrupper på Yahoo, men som nu både er en god veninde og en del af design teamet), startede nemlig nogenlunde samtidigt import af punches / stansejern fra Leone Em i Australien.
Derfor var det oplagt at tage kontakt til hende, så jeg kunne få dem i butikken.

Andre nøgleord i starten var tepose-foldning, spirelli (viklekort), mønstret vellum, mønstersakse og border punches.
Stempler, die-cutting, pulverembossing, skæreplottere og den slags, havde ikke rigtigt vundet indpas i Danmark endnu, dengang jeg startede, men det kom lige så stille snigende. Sammen med masser af andre materialer og værktøjer  –  og jeg lavede i 2007 (efter længere tids tilløb) mit eget allerførste scrapbooking-layout.

Da først scrapbookingen var kommet ind i mit liv, begyndte kortene også at bære præg af en stilændring, hvor tingene blev meget mere lag-på-lag – og samtidig blev det også muligt at købe mange flere spændende ting end det havde været tidlligere. Men de punchede blomster gik igen på rigtig mange af de ting jeg lavede.

Til at begynde med havde jeg “butikken” i gæsteværelset hjemme i Lynge i Nordsjælland, hvor vi boede dengang.
Og da vi i 2007 flyttede til Samsø, indrettede jeg den ene af stuerne til butik.

Stuen blev hurtigt for lille, så Claus gik i gang med at renovere en del af stalden til en mere “rigtig” butik, og her fik den lov at blive frem til sommeren 2011, hvor vi i mellemtiden havde indrettet den anden ende af staldbygningen til butikslokale (som i øvrigt er det lokale, som jeg har butikken i igen i dag).

Jeg startede i 2008 i køkkenet på Samsø Højskole. Først på fuld tid, men som tiden gik og jeg fik travlere i Hobbyboden, gik jeg ned i tid.
Min tilknytning til Samsø Højskole, gjorde det også muligt flere somre i træk at lave et uge-kursus på højskolen, med fokus på scrapbooking. Det tror jeg ikke der har været på andre højskoler, og det var hver gang en supergod oplevelse, hvor en flok piger kunne fordybe sig i deres hobby i en hel uge.

Fra 2008 og fremefter begyndte vi også at tage ud på messer  –  nogle af de første var Husflidsmessen i Viborg og Scrap i Ejsing. Senere kom Scrapbooking Convention, Scrap-a-Mania og Kreative Dag ei Fredericia til.
De første år var det især Gitte O og Karina (som begge stadig er i design teamet) der hjalp til på messerne  –  med demonstrationer dagen lang og hjælp til kunderne.

Min ægtefælle, Claus, blev på et tidspunkt ledig, og da det ikke ligger til ham at sidde stille i længere tid af gangen, meldte han sig ud af dagpengesystemet og begyndte i stedet at hjælpe mig med at pakke ordrer, køre på posthuset og den slags. Det var en kærkommen hjælp, da jeg havde meget skiftende arbejdstider i højskolekøkkenet og Hobbybodens netbutik fik flere og flere kunder.

…fortsættelse følger…

 

 

 

 

10 thoughts on “12 års fødselsdag – hvordan startede det egentlig?

  1. Spændende at læse, hvordan du startede op…. og hvor godt det går for dig og Claus. Alle de ting som 3D ark, spirelle, tepose foldning mm startede jeg også op med, da jeg begyndte at lave kort.

  2. Helt klart interessant at læse. Og sikke udvikling scrapbooking og kortlavning har været igennem de sidste 10-12 år i Danmark. Ikke mindst ens egen udvikling og stil fra den spæde start til nu. Der i en kæmpe forskel, når jeg ser på nogle af mine kort fra blot 5 år siden….puha, nogle af dem ville jeg slet ikke overveje at vise frem den dag i dag, men dengang var jeg pavestolt af dem. ?

    1. Ja, sikke en udvikling man har været igennem i papirverdenen (og jeg har også masser af fotos af kort fra “gamle dage”, som jeg absolut ikke vil vise frem offentligt) ;o)

  3. Hvor er det dejligt og sjovt at læse om den udvikling butikken har været igennem.
    Jeg lavede mine første LO i 2006, men har lavet kort siden engang tilbage i 90’erne, og ja – sikke en udvikling der er sket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.