Hvorfor det kan være en rigtig god idé at false kartonen før du folder…

Jeg har netop fået noget nyt, lækkert kraftigt karton hjem fra Stamperia.
Det er rigtig kraftigt og meget á la akvarel- eller håndlavet papir i strukturen. Dvs. at der ligger masser af kraftige papirfibre på kryds og tværs af kartonen.

Derfor er det med den slags karton rigtig vigtigt, at false (score) kartonen først, så du på den måde lige får fibrene til at strække sig langs foldelinjen, FØR du bukker kortet sammen.

Mange kartoner har i øvrigt fibrene liggende på langs på den ene led.
Derfor kan der være stor forskel på om du folder kartonen den ene eller den anden vej, og når det er store ark, så kan man jo selv skære stykkerne ud, så det passer. Men typisk bestemmer man ikke selv retningen, når man køber karton som er allerede ER skåret ud i passende størrelser. Og SÅ kan det være nødvendigt at false kartonen først.

Her kan du se hvad der sker, hvis du blot forsøger at folde kartonen uden at gøre noget ved den først.
Papirfibrene knækker lige hvor det passer dem, og ryggen på kortet kommer til at bugte og knække på kryds og tværs.
(nogle kartontyper kan dog sagtens foldes uden at false først, så der springer jeg tit over hvor gærdet er lavest og undlader at lave en falselinje).

Hvorimod du kan få et perfekt fold, hvis du falser / scorer en linje først.
(ja, det ER samme karton, der er på de to billeder).

For at false / score skal du bruge et værktøj og noget der kan give dig retningslinjen.
Jeg bruger som regel et falseben, men du kan også sagtens bruge et ciselér-værktøj (sådan et med en kugle i enden) eller f.eks. en hæklennål.

Og så skal du bruge noget, så du kan styre retningen. Det kan f.eks. være en lineal eller et scoreboard, som er sådan en store plade med en masse riller i.
Men jeg bruger selv for det meste min skæremaskine. Nogle skæremaskiner har et decideret falseværktøj, som du kan sætte i, i stedet for kniven  –  men det har jeg som regel ikke selv tålmodighed til, så jeg gør noget andet.
Rigtig mange af de skæremaskiner man kan få, har nemlig en rille, som kniven kører i. Og den rille kan du også bruge til falsning.


Jeg placerer mit karton, så midten passer ud for rillen.
F.eks. på et stykke A5-karton, som måler 21 cm på den lange led, der skal du lægge din karton ud til 10,5 cm på skæremaskinens base.

Så sætter jeg mit falseben i rillen lige over kartonen  –  så jeg har noget at styre efter.


Og så trækker jeg værktøjet mod mig, samtidig med at jeg presser.
Der skal nemlig et vist tryk til at få kvast papirfibrene. Og når man trykket tilpas hårdt, så er det også lettere at få værktøjet til at føle rillen.

Vupti  –  nu har kartonen fået en foldelinje og det er lige til at bukke om med en pæn kant.

Obs!
Jeg falser altid på forsiden af kartonen. På den måde er jeg sikker på at papirfibrene er kvast på den side af kartonen som udsættes for det største stræk.