Gitte O og jeg var på et kursus med Paper Artsy, som viste sig at være en 2 i 1 oplevelse. Kurset var simpelthen delt i to. Jeg fortæller i dette indlæg om den halvdel, som Seth Apter stod for. Gitte O fortæller om den anden 🙂
Når det er Seth Apter handler det ofte om maling og masser af lag – det var hvad vi kastede os ud i her. Vi havde alle fået et stykke chipboard, nogle cut-outs som var embossede med forskellige strukturer, noget akrylmaling og nogle stempler. Arbejdet med projektet foregik lidt i steps, så sådan vil jeg også prøve at beskrive det. Jeg kan dog lige starte med at vise resultatet af kurset i sit hele.
Jeg viser også lige den side Gitte fik lavet, for det er nemlig sjovt at se så forskellige projekter kan blive selvom man har de samme materialer stillet til rådighed.
Her er de forskellige steps vi var igennem på kurset.
Step 1: Mal baggrunden
Vi skulle vælge en farve og male hele vores baggrund. Ikke nødvendigvis overalt på baggrunden, men ud over kanten. Det gjorde ikke noget, at der var “huller” i malingen, for det er der, hvor der så bliver lidt dybde allerede.
Step 2: Stempl med de embossede cut-outs
Nu skulle vi bruge de embossede cut-outs som en slags stempler. Dvs. vi valgte en ny farve maling og så malede vi på de embossede cut-outs og stemplede så med dem på baggrunden. Her er mit projekt efter de to første steps – først malet gult og derefter stemplet med en bordeaux.
Step 1 og 2 blev gentaget ca 3 gange. For hvert step skulle vælges en ny farve og Seth Apters anbefaling var at kigge på projektet og vurdere om det var overvejende mørkt eller lyst og så vælge en farve, som var det modsatte. På den måde skiftede det lidt om vi sad med noget meget mørkt eller noget meget lyst. Her er mit projekt efter de 3 runder med step 1 og 2.
Step 3: Monter de embossede cut-outs
De cut-outs, som indtil nu har fungeret som stempler skal nu monteres på projektet. Man kan bruge formerne hele eller skære dem i stykker. Man kan sætte dem på siden med overlap eller helt for sig selv. Inden de blev monteret blev de malet, så de var malet helt. Her kunne man tilføje farver, som kunne få dem til at passe ind på siden, som den ser ud lige nu. På det her billede af mine beskidte hænder kan man se nogle af de monterede cut-outs.
Step 4: Stempl på siden med sværte
Nu skulle vi stemple med sværte og nogle af de stempler vi havde fået udleveret. Her gælder det om at skabe noget sammenhæng mellem elementerne på siden. Dvs. fx at få de monterede cut-outs til at virke som en del af siden. Det gør man bla. ved at stemple hen over kanten på cut-outs, så de på den måde kommer til at hænge mere sammen med baggrunden. Seth Apter snakkede også om at få skabt et focal point. dvs. det sted man gerne vil have til at tiltrække. Det ved jeg ikke lige om jeg havde så stort held med. Men vi fik da stemplet en masse. En af de ting vi oplevede, som en fed AHA-oplevelse var at stempler med små dele af et stempel. Der var en fjeder-dims i det ene stempelsæt og stemplede man bare den halvt i bunden af sin side lignede det sådan en knap man fik lyst til at trykke på BOING BOING.
Knappen i toppen af et lommeur kunne også bliver nogle sjove dimseknapper i kanten af siden. I det hele taget skal man måske prøve at kigge på sine stempler og se om der er nogle små dele af et stempel, som kan blive sjovt på et layout eller et kort.
Step 5: Tegne, outline, fylde og skrive med gelpens
Som det sidste step i arbejdet skulle vi tegne med gelpens. Det var meget grænseoverskridende, for nu var jeg jo altså lige så glad for mit projekt. Men da jeg først kom i gang med at tegne var det svært at stoppe. Startede med at tegne lidt i kanten af nogle stemplede motiver, for at fremhæve dem. Fx de små prikker fra et baggrundsstempel. Til at starte med meget forsigtigt og ordentligt, men til sidst bare sådan lidt sjusket omkring prikkerne, for det var jo meget federe på den måde. Der var også et stempel med en cirkel, hvor der var nogle bittesmå cirkler på kanten, som jeg kunne fylde ud med den hvide gelpen. Og til sidst skrev jeg en tekst, som Gitte O og jeg var stødt på på vores road trip …. Don’t loose your head ……. to save a minute ….. you need your head …..your brain is in it. Og så skrev jeg årstallet nede i højre hjørne 🙂
Der er lidt hvide streger og prikker på billederne herunder, som viser lidt af det jeg lavede.
Make and take.
Under selve messen var vi forbi Paper Artsy’s stand og lavede en make and take med Seth Apter. Mange af principperne var de samme, men der var den forskel, at vi brugte brayer til at male med og det gav lidt nogle andre muligheder. Det er lidt nemmere at få brayeren til at male tyndt og få lagene til at skinne igennem. Til gengæld var delen med cut-outs ikke med i denne make and take. Her synes jeg selv jeg havde lidt mere held med at lave et focal point i form af en samling cirkler i venstre side.
Jeg er også lidt vild med det stempel jeg lige fik lavet i øverste højre hjørne med et øje. Det gav en ret fed effekt lige på den plads. På det her billede kan man også se hvor fri jeg var med den hvide gelpen denne gang.
Man kan ikke så godt se det på billederne men den store cirkel på billedet her var stemplet med blå og den blev lidt for blå og dominerende til mig, så da vi gik i gang med gelpennen lavede jeg lidt frihånds små cirkler rundt på den store cirkel. Det gjorde noget rigtigt fint ift. at få dæmpet den meget blå cirkel.
Tak fordi du kiggede med – jeg håber du fik lyst til at kaste dig ud i et projekt med maling eller at der var andre ideer, som du kunne blive inspireret af.
Karina