TEMA – Hold humøret oppe: Masseproduktion af kort og hjemmelavede skumstempler

I disse tider er det hyggeligt, at kunne sende en lille hilsen ud til dem, man ikke har mulighed for se i dagligdagen, som man plejer. Jeg så et blogindlæg fra Jennifer McGuire, hvor hun masseproducerede et nemt kort-design, hvor hun i stedet for farvelægning af stempelmotiverne, lavede sine egne skumstempler dertil.

Jeg har brugt dette stempel sæt “Fine Line Florals” fra Concord & 9th. Stemplerne til blomsterne består af fine linjer, så jeg tænkte, det kunne være fint at lave sine egne stempler til, så selve blomsten kunne få en “solid” farve på bladene.

Jennifer startede med at stemple motivet på fun foam. Hmm.. Google fortalte mig, at fun foam er det samme som mosgummi og det havde jeg liggende i mine gemmer. Jennifer’s fun foam var hvidt – det eneste jeg havde liggende, var brunt, så det brugte jeg. Jo lysere farve, jo bedre. Dels skal du kunne se aftrykket, du stempler ovenpå og dels er det nemmere at se, om du får nok sværte på, når baggrunden er hvid. Jeg brugte Archival Ink til at stemple med. Aftrykket behøver ikke være super skarpt, men det er vigtigt, at det er en sværte, der tørrer helt op, så du ikke tværer den ud, når du bruger stemplerne.

Nu har jeg klippet de forskellige blomster ud. Det er vigtigt, du vælger et motiv, der ikke er for snirklet – det skal være nemt at klippe ud. For nemhedens skyld valgte jeg, at de blomster der ligger i baggrunden af motivet, skulle have samme farve, så kunne jeg nemlig klippe dem ud af en gang.

Da vi skal lave mange af det samme kort, er det vigtigt, designet er enkelt, så det er nemt at sætte sammen. Jennifer brugt kortbaser i kraftkarton – det havde jeg ikke liggende, men jeg syntes, det klædte kortet, så jeg brugte hvide kortbaser, hvor jeg skar en front af kvistkarton til, der dækkede hele kortet. Panelet, hvor blomsterne skal stemples på, dækker hele kortfronten i højden og måler 3 1/4″ inch i bredden. Jeg har her stemplet en test af fronten, så jeg har placeringen af tekst og motiv på plads. Jeg bruger min MISTI, når jeg skal stemple og stempler alt det, der skal være sort på en gang.

Det er ikke hele motivet, der skal med på mit karton, derfor har jeg rykket mit karton ind mod midten. Så har jeg stregen ved 1″ inch at måle efter og kan bare bytte mit karton ud, så motivet ender samme sted hver gang.

Alt mit karton er nu stemplet med både motiv og tekst. Teksten er i øvrigt fra Gittes eget design “Dobbelt op”. Jeg har valgt “Bare Fordi”, da det er en alsidig hilsen. Man kan jo selv tilføje “Jeg elsker dig” eller “jeg savner dig” indeni. Nu kommer vi til det sjove. Det hjemmelavede skumstempel placeres lige oveni motivet på mit karton. Brug stregerne ovenpå som guide. For at MISTIén kan samle stemplet op, skal der noget på, der klæber. Jennifer brugte en taperunner med flytbar lim i streger. Jeg havde kun flytbar lim i prikker. Det virkede absolut ikke. Limprikkerne bed overhovedet ikke fast i mit mosgummi. Jeg prøvede først med flytbare Glue Dots – de ville gerne sidde på mosgummiet, men fordi de små “klatter” fylder lidt mere, afgav mosgummiet mere sværte, der hvor de sad, fordi trykket var lidt større der, hvilket gav et underligt polkaprikket resultat. Løsningen blev at bruge det ultra-billige dobbeltklæbende tape fra et unavngivet supermarked – det var nemlig så ringe, at det ikke duede til at klistre på karton.

Og se lige her.. mine hjemmelavede stempler af mosgummi, stempler bare så fint og jævnt. Jeg fandt ud af, at det godt kunne betale sig at lægge lidt ekstra karton under skumpuden i MISTIén. Mosgummi er nemlig tyndere end almindelige clear stamps, så jeg skar fire ark karton til, så det passede i bunden af MISTIén.

Jeg forventede, mosgummiet ville suge meget af sværten, men det var slet ikke tilfældet. Og det afgav sværten jævnt og pænt, som du så på billedet ovenfor.

Men overraskende nok var det super nemt at rengøre. Dette er stemplet fra tidligere billede. En fugtig microfiber klud tager nemt selv mørk sværte og barefter tørres efter med en tør klud, så er stemplet klar til den næste farve. og det selv fra mørk til lyse farver.

Pwh.. her er alle de stemplede paneler. Det tog alligevel sin tid. Det enkelte ude til højre er stemplet kun med de stempler, der følger med sættet. Jeg kan faktisk ret godt lide min udgave. Jeg har brugt forskellige nuancer af stempelsværter fra Gina K Design og fra Catherine Pooler.

Jeg har leget lidt med udtrykkene på blomsterne. Dem til højre er stemplet kun med mosgummi stemplerne, dem til venstre har fået streger i matchende nuancer.

Her igen det til højre kun med skumstemplerne, dem til venstre har fået streger og på det nederste, er det kun den store blomst, der har fået streger.

Her valgte jeg at give alle de blå og orange blomster streger. Ellers stjal de gule blomster alt opmærksomheden.

Designet skal jo være nemt, så panelet med blomsterne blev limet på kortbasen helt ude til højre. Jeg har på forhånd skåret en masse tynde strimler i sort karton. Bare 1/8″ inch i bredden og gerne længere end kortbasen. Jeg satte en tynd streg med lime langs med kanten som på billedet og lagde min sorte strimmel karton oveni.

Og det gør ikke noget, den er længere end kortet. Det er faktisk nemmere at sidde med, når den skal sættes fast. Når limen er tør, skæres eller klippes det overskydende karton af.

Tadaa! Her er alle de færdige kort. Hatten af for Jennifer McGuire – hun lavede lige 50 stykker, nu hun var i gang. Jeg lavede 15.

Hvis du gider, kommer der nærbilleder af de forskellige kort. Og ellers tak fordi du kiggede med. Håber, du har fået mod på at lege lidt med teknikken – det er faktisk ret sjovt. Og skumstemplerne kan sagtens gemmes til en anden god gang. Jeg har sat mine på bagsiden af stempelsættet bagpå stemplerne.

Her er den, hvor kun den store blomst har fået streger.

Her er et uden stregerne på blomsterne.

Og streger på begge blomsterne. På de øverste er nuancerne meget tæt på hinanden, derfor er de lidt sværere at se.

Med streger – igen er nuancerne meget tæt på hinanden i de øverste blomster.

Og et uden streger.

Og så det sidste med streger og lidt mere tju-bang på farverne.

Mange tak fordi du hang ud helt hertil.

Mange hilsner fra Tina M

 

¤Instagram: @_tinamathisen_

 

 

 

 

 

 

9 thoughts on “TEMA – Hold humøret oppe: Masseproduktion af kort og hjemmelavede skumstempler

  1. Er ny inden stempler og farve dem, så synes det er dejligt, at de ikke er over farvet. 😊

  2. Det var en fantastisk gennemgang og rigtig flotte kort. Det er altid rart med inspiration, hvordan man kan lave en masse kort 😊👍👍👍😊

Comments are closed.