Spring Flowers – Forårsblomster

Sizzix er kommet ud med et skønt die-sæt med Layered Spring Flowers her i vinter, med to forskellige lag-på-lag forårsblomster.
Den ene er en tulipan, og den anden er jeg egentlig ikke helt sikker på hvad er.

De er supernemme at samle, da die’en laver en svag prægning af hvor det næste lag skal limes på.
Så det er nærmest idiotsikkert at samle dem.

Jeg var for nylig på et onlinekursus med Altenew, hvor vi – i stedet for at bruge forskellige nuancer af ensfarvet karton – i stedet brugte almindeligt hvidt karton, som vi så bagefter selv sværtede på de udskårne dele.
Det var lidt med til at knække koden for mig, til at komme i gang med blomster i lag. For det giver en masse muligheder med de sværter man nu har, fordi man kan vælge at sværte med let hånd eller mere grundigt, for at opnå flere nuancer af den samme farve.

Tulipanen her valgte jeg at lave i skralde-bang-pink og den anden blomst lavede jeg i dybe røde farver og med sort midte, sådan lidt á la en valmue.

Jeg har brugt baggrundspapirer fra Lawn Fawn til begge kort, da jeg synes de klare, rene farver matcher hinanden fint.

På tulipan-kortet er det hhv. for- og bagside af et ark fra sættet Flower Market.
Jeg skar stykket lidt længere end jeg skulle bruge det, og så rev jeg det over cirka midtpå, for at få den flossede kant i overlappet.
Og så limede jeg bare den ene halvdel ovenpå den anden.

Til kortet med den røde blomst, har jeg brugt et ternet ark fra sættet Gotta Have Gingham Rainbow.
Ovenpå dette har jeg sat en hvid rektangel med en stemplet tekst.
Det hvide stykke er med til at give en lidt mere rolig baggrund til blomsten.

2 thoughts on “Spring Flowers – Forårsblomster

  1. Smukke kort.
    Jeg er også fan af selv at farvelægge hvidt karton.. Har aldrig nok nuancer eller de rette nuancer i karton alligevel.. og så er der noget roligt over at sidde og smide farve på papir.

Comments are closed.