En af de blomster jeg selv bliver ved med at vende tilbage til igen og igen, er denne rose lavet ud fra udstanstede blomster med seks kronblade.
Med lidt snilde kan opskriften sagtens tilbasses andre blomsterfaconer.
Du skal bruge:
- Blomster-punch – du bestemmer selv størrelsen, men jo større punch du vælger, jo lettere er blomsten at arbejde med
- Farvet kopipapir el. tynd karton
- Saks
- Pincet (kan undværes, men den gør arbejdet betydeligt lettere)
- Character Shaper el. lign. værktøj samt et blødt underlag, til at forme den underste blomst med.
- Lim (jeg bruger jeg almindelig hvid hobbylim, der tørrer klart op. Den må ikke være for tyndtflydende)
Vælg din punch. Jeg foretrækker en “Medium” eller en “Large” – men hvis du er fingernem, så kan du lave de sødeste miniroser med en størrelse “Small”.
I billedserien her har jeg valgt at bruge den i str. “Large”.
Stans / punch 5 blomster ud i papiret
- Den første blomst skal være hel
- Den anden blomst – klip ind til midten og klip en lille cirkel ud
- Den tredie blomst – klip først ét kronblad af (med et trekantet “lagkagesnit” indtil midten). Klip en lidt større cirkel væk.
- Den fjerde blomst – klip 2 kronblade væk og klip en lidt større cirkel væk.
- Den femte blomst. Klip ind i blomsten og klip herefter rundt, så kronbladene kun hænger sammen med ca. 2 mm papir.
Når du klipper cirklerne i midten væk, så sørg for, at hullet bliver så rundt som muligt – det gør det lettere at folde blomsten pænt og ensartet senere.
Form den første blomst ved hjælp af f.eks. en Character Shaper og et blødt underlag. Du kan også bruge et embossing-værktøj med en stor kugle eller enden af en rund kuglepen/blyant.
Det vigtige er, at du får lavet en fordybning i midten, hvor du kan lime de forskellige lag ned i.
Den anden, tredie og fjerde blomst foldes rundt og limes sammen med et kronblads overlapning.
Sæt en lille klat lim på et ene kronblad og fold blomsten rundt så kronbladet i den anden ende overlapper helt.
Den femte blomst skal bruges til rosens midte.
Sno den tæt sammen i midten og drej rundt, så kronbladene fordeler sig pænt hele vejen rundt.
Hvis du gerne vil have en tættere midte, så kan du bruge kronblomsterne fra to blomster i stedet for én, og så lime dem sammen i forlængelse af hinanden.
Lim til sidst enden fast udvendigt på rose-midten.
Kom en god klat lim ned i fordybningen af den første blomst.
Sæt nr. 2 oveni og supplér evt. med ekstra lim efter hvert lag. Det skal være så hvert lag står og “søpper” i ca. ½ mm lim.
Sæt lagene ned, så det overlappende kronblad ikke kommer i samme side hver gang, for så kan blomsten komme til at virke lidt kluntet.
Til sidst sættes midten ned i rosen, hvori der er sat en god klat lim.
Tryk forsigtigt lagene sammen og hold fast på blomsten i 1-2 minutter, så den kan nå at “sætte sig”, inden du giver slip igen.
Til sidst skal limen bare have lov at tørre helt op – og så kan du jo passende gå i gang med den næste blomst.
Det kan være rart at have en hel æskefuld blomster stående klar, så der altid er en klar til det næste projekt du har gang i.
tak for det Gitte – det tror jeg selv jeg vil kunne finde ud af…
ser mig selv en lørdag eftermiddag på “kontoret” med lækker dæmpe musik og en kæmpe hob blomster i alle farver…heldigvis har jeg kopipapir i mange farver at øve mig med… 😉
De ser søde ud – Tak for den fine vejledning.