Dette er et fantastisk tema! Da jeg blev introduceret af Gitte for dette tema, vidste jeg lige med det samme, hvilket kunstværk det skulle handle om. Nemlig et ægte maleri, som jeg købte for over 15 år siden på Bornholm. Dengang året forinden havde jeg af samme kunstner købt et andet mindre maleri.
Begge malerier af denne kunstner faldt jeg pladask for med det samme og jeg har absolut ikke fortrudt siden. På trods af, at min kære Far rystede på hovedet af mig – især da jeg købte dette store maleri. Muligvis fordi det på ingen måder kunne klemmes ind i bilen og komme med hjem fra Bornholm via færgen. Det hænger nu for enden af vores gang herhjemme og jeg nyder synet hver eneste dag. Dette maleri er inspireret af naturen på Bornholm. Jeg elsker Bornholm og forsøger at besøge øen minimum 2 gange om året.
Mit kort er direkte inspireret af de dominerende farver i maleriet, samt “blokkene” af farverne. Til at skabe min baggrund til kortet har jeg ganske simplet “kørt” mine Mini Distress Ink cubes direkte henover kartonet. Hermed har jeg fået skabt disse “blokke” til baggrunden.
For at genskabe de hvide stænk fra maleriet har jeg brugt Ranger’s Texture Paste og en stencil. Her har jeg på må og få påført lidt paste. I kan tydeligt se, hvorledes Distress Ink farverne skinner igennem Texture Pasten.
Til tekst har jeg brugt Altenew’s lækre “Happy” die. Super fed font! Og til at slutte teksten af, har jeg brugt Altenew’s “Label Love” stempelsæt. Jeg har aldrig lagt skjul på, at min sorte favorit sværte er Memento’s Tuxedo Black. Personligt synes jeg, at den giver perfekte resultater hver gang. Men det er selvfølgelig også et spørgsmål om smag og behag 🙂
Det var mit kunstværk for denne gang. Husk, at følge med i hvad de andre på design teamet finder frem af kunsværker 🙂
Kreative hilsner,
Pia