Masser af firkanter – restekort fra Scrap-a-Mania

Når jeg deltager i Scrap-a-Mania som “scrapperen Gitte”, så sidder jeg sammen med holdet fra Operation Skriv Hjem.
Det er smadderhyggeligt og samtidig en god anledning til at få lavet nogle kort og donere dem til velgørenhed.

Denne gang havde jeg forsøgt hjemmefra at pakke en masse rester af papir og matchende ensfarvet karton i min taske, sammen med lidt enkel pynt og en del hvide udskæringer til at stemple på (lavet på på forhånd på Silhouette Cameo).

Alle kortene er lavet med helt almindelige kortbaser i A6-størrelser.
Jeg foretrækker som regel de hvide eller de cremefarvede, da de så er lige til at skrive indendi.

På det øverste kort har jeg brugt et stansejern til at lave de små firkanter med.
Disse her målerer ca. 3,5 x 3,5 cm.
På kortbasen har jeg først sat et stykke mønsterpapie i en rolig farve.
Ovenpå har jeg sat firkanterne og ovenpå igen et udskåret fishtail-banner med en stemplet tekst.


Til kortet herunder har jeg brugt 4 rektangler, der hver måler ca. 4,5 x 6,5 cm.
De er limet direkte på kortbasen.

Ovenpå har jeg sat en stemplet tekst på et stykke udskåret hvidt karton.
Jeg har sat den på med skumpuder, for lige at give lidt dimension.

Og lige til sidst et par helt enkle restekort.
Mønsterpapir sat på en matchende kartonmatte.
Den stemplede tekst er lavet på en strimmel hvid karton til hele kortets bredde.
Jeg har sat en lille rhinsten i hver side.


Mønsterpapir sat direkte på en lyserød kortbase.
Den stemplede tekst på hvid karton, er lidt smallere end kortet og så har jeg sat en lille rhinsten i hvert hjørne.

Håber du kan bruge disse simple idéer til selv at få brugt lidt af papiret fra restekassen.
God fornøjelse!

– Gitte

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.