Havde lige endnu en ide i hovedet til et kort med en af karakterene fra det skønne stempelsæt “Monster Reunion” fra Tim Holtz.
Hun er da ikke til at stå for, vel? Åh, jeg syntes, hun er skøn!
Jeg har igen haft fat i mine Distress Oxide Ink og sværtet en baggrund direkte på min kortbase. Først i farven “Wilted Violet” og dernæst “Dusty Concord”. Jeg har brugt en blender brush fra Picket Fence Studios. Jeg har sprøjtet lidt vand over kortet med min Distress Sprayer, så Oxide inken reagerer og giver lidt spil til baggrunden. I hjørnerne har jeg stemplet to af de lækre spindelvæv fra stempelsættet “Tangled Webs” fra Tim Holtz. Jeg har stemplet med den sorte sværte Versafine “Onyx Black”, som egner sig specielt godt til stempler med mange fine detaljer.
Den skønne dame her er farvelagt med Zig Clean Color Real Brush Markers og paletten er holdt i de grøngrålige toner. Hånden på hjertet – damen har vist alligevel et par år på bagen. Det fede ved disse stempler fra Tim Holtz er, at skyggerne på motivet allerede er lagt vha streger i de områder, hvor de skal være. Det er en stor hjælp, for så skal man ikke sidde og gætte sig frem, men blot male mørkere nuancer, der hvor stregerne er. Til håret har jeg valgt at bruge farverne Middle Brown, Olive Green og Brick Beige. Middle Brown er en mørkere brun med grønne toner i, som sammen med Olive Green giver hende en lidt syglig grønbrun hårfarve. Til kroppen har jeg brugt lidt Brick Beige og en anelse Green Grey, så hun ser lidt gusten ud. De områder hun stadig har lidt muskelmasse, har jeg tonet “lidt friskere” med farven Pale Rose. Kjolen er et mix af Fog Grey, hvor den er lys og Blue Grey, hvor den er mørk. Skyggerne har allerinderst fået lidt med farven Green Gray.
Selve ovalen hun er stemplet på, har jeg tonet den hvide farve ned med almindelig Distress Ink i farverne “Antique Linen” og “Old Paper“. Rammen den kommer fra, er en Bigz die fra Tim Holtz “Ornate Frame”. Den er stanset ud i to stykker sort karton og et lag glimmerkarton også i sort. De er alle tre limet ovenpå hinanden for lidt dimension. Teksten følger med stemplet, men jeg har bare stemplet det for sig på en stribe sort karton og embosset det i farven Rose Gold. Denne gang har jeg været ligeglad med, at der sad lidt ekstra korn embossingpulver hist og pist – det gav bare lidt ekstra “slid” til udseende. Jeg har også blandet lidt Oxide ink “Antique Linen” med lidt vand og med en pensel splattet lidt hist og pist, så det ikke så alt for nyt ud.
På det endelige kort valgt jeg at sværte kanterne med lidt Oxide Ink i farven “Black Soot” – det bandt det hele lidt mere sammen, da det kom til stykket.
Jamen.. man kan da ikke undgå at blive bare lidt forelsket i hende, vel? 😉
Tak fordi du kiggede med 🙂
Mange hilsner fra Tina,
Instagram: @_tinamathisen_
Wow wow wow den er bare flot