Det er altid spændende at opleve stemningen på en kreativ messe. Tina M. og jeg fra design teamet var i Frankfurt sidste weekend til den europæiske udgave af amerikanske Creativation. Her i Europa hedder messen Creative World og byder på produkter fra hele verden. Man bliver proppet med indtryk på messen og jeg har taget billeder og videoer af mange ting. Jeg har udvalgt nogle af de ting, som jeg personligt finder interessante og spændende. Noget er nyheder, mens andet bare er lækkert.
Vi nuppede et fly til Frankfurt fredag sen eftermiddag og landede om aftenen. Aftensmaden havde vi aftalt at klare i Københavns lufthavn, så vi var sikre på at sulten ikke ville gnave i os under rejsen. Og gæt engang hvem vi kunne fange i lufthavnen, som netop landede fra USA! Gitte, ja! Vi havde lige tid til at sludre i små 20 minutter før Tina og jeg måtte afsted til boarding.
Vi ankom til hotellet lige ved messeområdet lidt efter ni om aftenen. Det var lige tidligt nok at hoppe i seng, så vi smuttede ned i hotellets bar og fik et glas. Det var virkelig en bar! Dunkel belysning, levende musik og en moden bartender, som virkelig kunne shake en drink eller to. Trods den dunkle belysning lykkedes det os at finde det eneste bord, som var oplyst af spotlights. Lidt lys havde vi brug for, da vi blandt andet fik lagt en plan for de næste par messedage, samt et overblik over de ting I har ønsket vi skulle kigge efter.
Lørdag morgen var vi klar til messeåbningen kl. 9. Her fandt vi ud af, at messeindgangen kun lå små 50 meter til højre fra vores hotel. Mage til luksus ikke at have behov for at slæbe overtøjet med og stå i kø ved garderoben. Det var første gang for os begge at besøge Creative World messen, men det tog os heldigvis ikke lang tid at have styr på messeområdet, samt at finde rundt blandt standene. Dog havde vi i starten lidt svært ved at finde frem til toiletterne, men så fik vi da lidt ekstra motion i jagten efter dem.
Jeg har lavet 3 små videoer til jer, hvor hovedfokus er på WOW Embossing, Spellbinders og Sizzix. Det er et mix af produktpræsentationer, stemnings- og projektbilleder.
Første video er fra WOW Embossing standen, hvor de havde demo på Melt-It! powder og præsentation af den nye WOW Embossing ink refill / Mixed Media Embossing Brush inspireret af Seth Apter.
På Spellbinders standen havde de demo af deres Glimmer Hot Foil og der blev fremvist mange lækkerier. Godt nok har Hot Foil været på banen i nogle år efterhånden, men endelig er der begyndt at komme plates på markedet til den mere enkle stil. Yana Smakula har lanceret sin første Spellbinders serie netop med Glimmer Hot Foil produkter. Her er det en mere enkel og moderne stil, som efter min mening har været savnet. Serien indeholder plates med tilhørende dies, hvilket er fantastisk.
Denne video har fokus på Spellbinders nye og tidligere release produkter til Hot Foil. Jeg ved, at Gitte har bestilt noget af det hjem – både af det nye og lidt af de tidligere releases. Jeg er selv for nylig blevet ejer af en Spellbinders Glimmer Hot Foil maskine og glæder mig som et lille barn til at Gitte får de nye varer hjem.
Her er lidt ekstra billeder fra Spellbinders standen.
Hvis I kigger på billedet ovenover bilen, kan i se det to sæt dies som hører til. Her er et basis sæt og et add-on sæt.
Et af de nye produkter på messen var jeg meget spændt på. Det er Sizzix’s nye Big Shot Switch maskine, som er elektronisk. Der er allerede andre elektroniske Sizzix diecutting maskiner på markedet, men her har de især haft fokus på følgende:
- At den skal være støjsvag.
- At den kører hurtigt igennem.
- 9 inch åbning (ca. 23 cm).
- At man ikke skal holde en knap inde hele tiden mens den kører igennem.
- At den har sensor, så man ikke kan “føde” den med for meget.
- Integreret opbevaringsrum.
Jeg var personligt meget begejstret for den hastighed, som den kører igennem med. Det har jeg længe haft udkig efter, da jeg simpelthen ikke har tålmodighed til at vente alt få længe på at en elektrisk diecutter får snøvlet sig færdig. Dog er Switch maskinen stor, da dens “mund” er 9 inch bred, hvor Big Shot Standard har en mund på ca. 6″. Swich maskinen vil derfor kunne tage platform størrelsen, som hører til Big Shot Plus. Er man en scrapper med udfordringer med hænder, håndled og skuldre, så er denne maskine en god mulighed. Og er man en scrapper som laver mange ens kort/projekter, er denne Switch maskine også en god mulighed.
I videoen er der blandt andet en fremvisning af Switch maskinen, samt lidt stemningsbilleder fra Sizzix standen. Sizzix er altid gode til at indrette deres stand på hyggelig og dekorativ vis.
Sizzix havde det mest fantastiske blomsterpynt – lavet ud af papir og karton selvfølgelig. Jeg forsøgte derfor at spotte de die sæt, som højst sandsynligt har været brugt til denne flotte pynt.
Og I skal selvfølgelig også have lidt blandet godt fra messen af. Her kommer lidt vilkårlig inspiration og billeder.
Det var meget fascinerende at se kunstnere i live aktion. Dette var fra en stand, hvor der også var grafitti. Absolut cool at se.
Rocker enhjørninger fra AALL & Create. My heart be still! Hold op, hvor er de her dog fede og cool.
En funky og farverig ugle fra Creative Expressions.
Utrolig flotte papir blomster fra Heartfelt Creations. Vi fik en lille demo af dem og fik derefter foræret en blomst hver. Jeg satte min blomst i håret og gik rundt med den resten af dagen. Nogle gange må man jo udnytte at være langhåret.
Hvem vil tro på at denne fine plante er lavet af karton! Også fra Heartfelt Creations standen.
Jeg har taget langt flere billeder og masser af video klip, men det hele kan jo ikke være med her. Det var en super god tur og Tina M. er bare en fantastisk rejsekammerat. Vi havnede også i værelse med dobbeltseng og én dyne. Men et hurtigt opkald til receptionen sørgede for at vi i det mindste fik hver vores dyne og ikke skulle ligge i ske hele weekenden. Ved ikke helt, hvad gemalen derhjemme ville have sagt til det, hi, hi.
Jeg håber, at I har fået et lille indblik i vores tur til Creative World i Frankfurt. Hvis I er nysgerrige på lidt mere har I mulighed for dette på min Instagram profil. Her har jeg samlet alle mine video snaps fra mine stories under Highlights. Hvis I ikke er på instagram, må I nøjes med denne blogpost og Tina’s. Tina M. kommer jo også med en blogpost om hendes oplevelse af Creative World, så I har mere at glæde jer til.
Hvad angår Creative World, så er det vist ikke første og sidste gang at jeg har besøgt den. Den kan absolut godt tåle at blive genbesøgt næste år, særligt da vores hobby får flere og flere stande på messen.
Kreative hilsner,
Pia K. Larsen
- Instagram: @pia_k_larsen
- YouTube: @PiaKroghLarsen
- Blog: Pia’s Creative World
Hej alle tre
Drøngod ide at mødes i lufthavnen, og det er nogle dejlig reportager, som jeg sluger. Dejligt at se dit smil Gitte.
Hilsen Mimi?
Skønt at høre vores reportager er god læsning, Mimi 🙂
Kan se, at I har haft en kanon tur, og det er jo lækre sager du viser frem her Pia. Glæder mig til at se, hvad Tina viser os senere også. Tusind tak for fine i nput.
Tak, Maryann 🙂