CHA / Creativation – Og så blev dørene åbnet…

Så blev det lørdag og dermed officiel åbning af messen, så vi kunne komme ind og kigge og gramse på alle de skønne varer.

Den officielle åbning var med taler og jazzmusik – sidstnævnte giver jo også altid en herligt feststemning, så snart man træder ind i lokalet.

Og så var det bare om at starte fra en ende af. Jeg startede i den ene ende af hallen (og nåede faktisk det hele igennem, hvilket gav knap 7.000 skridt på skridttælleren), mens Gitte og Tina valgte at starte i den anden ende.

Hallen er kæmpestor, og derfor har de valgt at lave en Tour-bus (i form af en forvokset golfvogn), som kører en runde, hvor man kan hoppe af og på. Ruten er markeret med en særlig farve gulvtæpper og bus-pictogrammer.

I år har de også lavet en supergod app til mobilen, og den fik jeg selv brug for, da jeg på et tidspunkt var faret helt vild og vendt rundt.
Så var det bare at indtaste hvilken stand man stod ved siden af, og fluks fik man vist med rødt hvor man var.

Hos KaiserCraft var der igen-igen skønne mønsterpapirer at komme efter (det var der sådan set hos stort set alle producenterne, men der er altid nogle der falder mere i øjnene end andre).

Der er tre nye papirserier på vej fra Graphic45 – og som sædvanlig havde de lavet en fantastisk flot stand med masser af inspiration – især til dekorere genstande.

De tre serier er flotte hver især – men min absolutte favorit er den, der hedder Portrait of a Lady, som har en smuk kombination af laksefarvet, gammelrosa og skovgrøn.

For nylig opdagede jeg, at Punch Bunch var “back in business”, og nu så jeg vel selvsyn, det igen er muligt at købe deres skønne stansejern hjem.
Det ved jeg, at rigtig mange papirblomster-fans vil blive rigtig glade for at høre, for det er bestemt ikke gået af mode at lave sine egne små blomster, bl.a hos alle dem, der laver 1:12 miniaturer.

Hos Tonic Studios var året store scoop det nye stempelværktøj fra Tim Holtz, som blev demonstreret på standen. Det har forskellige muligheder, så det kan bruges på forskellig måde.

Vi får selvfølgelig det nye værktøj hjem i Hobbyboden, med forventet levering i april.

Og de lækre, lækre Novo Crystal Drops er kommet i et par ekstra farver (inkl. Glow-in-the-Dark).
Hvem ville ikke gerne have en samling som på billedet?

Og så var der lige en ting eller to man stødte på, hvor man ikke lige havde set det komme. Men tro det eller ej – det ser ud til at rya-tæpperne er på vej tilbage!

I dag holdt vejret i øvrigt tørt, så vi kunne komme et kort smut udenfor.

I morgen tager vi endnu en dag på messen, og her er planen at gå lidt mere i dybden med at kigge på de forskellige ting  –  og måske så småt få lagt nogle ordrer (kreditkortet er begyndt at røre på sig – jeg tror det er på tide at få det luftet lidt).

 

10 thoughts on “CHA / Creativation – Og så blev dørene åbnet…

  1. Dejlig læsning Gitte, som at være der selv. Spændende at se hvad du fylder shoppen op med :0)

  2. Hvor det dejligt du gider give os billeder og kommentarer til det I oplever på messen. Jeg er helt misundelug. Bare det var mig ???

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.