Fredag havde et tæt pakket program med kurser, der startede med “Art Journey” med Cre8tive Cre8tions Designs. Desværre havde den oprindelige underviser kort før Creativation startede, faldet og brækket hoften, så en anden underviser var sprunget til med kort varsel. Det er ikke nemt at overtage en andens kursusplan, og det bar kurset også en smule præg af, men alt i alt var det et godt kursus.
Vi skulle selvfølgelig arbejde med materialer og stempler fra Cre8tive Cre8tions Designs. Stemplerne til højre er meget store stempler, beregnet til art journaling sider eller lærred, og stemplerne til venstre passer til kort. Meningen var, vi skulle lave både en art journaling side og et kort, men pga lang tørretid på både ink og modelling paste, nåede vi kun at blive færdig med vores art journaling side.
Vi startede med at stemple pigen, for derefter at male baggrunden om hende. Vi brugte en flydende blæk/vandfarve til at male med og ved at tilsætte mere eller mindre vand, kunne man bestemme intensiteten i farven. Blækket var nemt at arbejde med, men krævede en del tørretid mellem hver farve, da de ellers blandede sig til en kedelig ubestemmelig brun farve.
Vi brugte modelling paste gennem stencil, tissue paper og diecuts på siden for at skabe struktur til siden, men det var begrænset, hvor meget jeg fik puttet på, da der var kø til bordet med paste og stencils, samt kø til varmepistolerne. Men jeg er vild med stemplerne og kunne sagtens forestille mig at prøve dem på et lærred på et tidspunkt.
Næste kursus var DIY Party Decor ved Spellbinders med Debi Adams og Yana Smakula som undervisere.
Vi skulle lave pynt til festbordet, samt et kort, og mødte ind til et overdådigt dækket bord. Yana er i øvrigt ansvarlig for Spellbinders sociale medier, så hun er ikke uhøflig her på billedet, når hun kigger ned i sin telefon, men blot ved at forberede en live video.
Jeg fik et “S” til at pynte, samt en masse fine dies.
Der blev pyntet med guld, glimmer og i flere lag. Tanken er, at man bogstaver stående, der skriver fødselarens navn til fødselsdagen, gommen og brudens navne til brylluppet osv
Vi lavede også en servietholder ud af en pillow box, hvor pynten matchede bogstaverne. Alt sammen meget amerikansk og ikke rigtig min stil.
Kortet, vi lavede, er jeg til gengæld vild med. Et hvidt i hvidt kort lavet med die-cuts, der blev limet på kortfronten og derefter klippet til. Et værre pillearbejde, men bestemt det hele værd!
Tak fordi du kiggede med.
Mange hilsner fra Tina.