Nytårs indlæg: Året, der gik og året, der kommer.

Traditionen tro kigger vi her i designteamet tilbage på året, der gik, og her kommer mine tanker om 2017.

Mine bedste projekter fra året tæller forskellige kort og et mini-album.

I januar 2017 blev jeg tante til den skønneste lille pige. Til storebror havde jeg i sin tid lavet et mini-album med babybilleder, så jeg blev rigtig glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville lave et album til lille-pigen også.

Jeg valgte samme model som til storebror – denne gang blot holdt i lidt mere tøsede farver og detaljer. Jeg er super glad for albummet, der med alle sine flapper kan indeholde en del billeder. Du finder det oprindelige indlæg her, hvor jeg også viser en tutorial på selve albummet.

Det næste projekt jeg har lyst til at fremhæve, er dette kort med søhesten på. Helt enkelt, men med masser af struktur. Den blå baggrund hen over modeling paste og så elsker jeg den lille søhest med sit glitter på ryggen. Du finder det oprindelige indlæg her med en how2 på kortet.

To andre kort jeg også er meget tilfredse med, er mine studenterkort – et til ham og et til hende. De var sjove at lave – ens, men alligevel vidt forskellige. Kig med her, hvis du vil se det oprindelige indlæg.

Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne vise mine alternative julekort frem. Jeg elsker farverne og så er jeg vild med de skæve tekster fra Dyan Reaveleay. Du finder mit indlæg om dem lige her.

Mine bedste scrap-minder for året der gik, tæller helt klart min tur til USA i starten af året til CHA eller Creativation, som messen nu hedder. Fem hektiske dage fyldt med scrap-nørderier, men også hyggeligt samvær her over en chili-cheese burger med sweet potato fries og en chokolade milkshake, der smagte så englene synger.

Messen foregik i Phoenix, Arizona og selvom det ikke var meget, vi var udendørs, nåede jeg at få et billede af et par kaktusser udenfor messecentret.

Og fra kaktusserne udenfor til kaktusserne indenfor. Her er det Spellbinders, der er gået all in på ørken-teamaet.

Det var en fantastisk oplevelse at opleve alle de dygtige designere på nært hold – her et af Seth Apter’s værker, samt at se alle de spændende nyheder der kommer på markedet fremadrettet.

Hvilke bringer mig frem til Tim Holtz Distress Oxide Ink pads. Denne nye type ink er helt klart det produkt, jeg umiddelbart er mest begejstret for i 2017. Farvepaletten tæller de samme farver som de almindelige Distress Ink pads – pt er de kommet i 24 forskellige farver. Men så hører ligheden også op. Oxide inks er en blanding af dye ink og pigment ink, og har de bedste egenskaber fra begge typer. I’m in love 🙂

In love er jeg også i dette nye mærke – AALL and Create – som Gitte har tager hjem i webshoppen. De har både stempler og stencils, og du finder dem her. Jeg har prøvet nogle af stemplerne, de er god kvalitet og de stempler bare godt. Så stor var min glæde, da jeg blev trukket som vinder på FB af et valgfrit stempelsæt. Jeg valgte katten her, for han er da ikke til at stå for med de tre forskellige ansigtsudtryk, man kan stemple på ham.

Scrapmæssige ønsker og glæder i 2018 er først og fremmest her om ikke så længe, endnu en tur til USA for at deltage i Creativation. Pia og jeg følger med Gitte på job, og denne gang er turen endnu mere pakket med fede kurser, end den var sidst. Det bliver hektisk, men dejligt – for det er nu engang skønt at samles med folk, der er helt med på, at fx sort fås i flere nuancer, og at blot fordi man allerede har akrylmaling, udelukker det ikke indkøb af akvarelmaling også 😉 Det bliver spændende at se, om 2018 bliver året, hvor Tim Holtz kan fremvise Distress Metallic ink pads – et ønske jeg har haft i flere år nu. Han har jo allerede Metallic Stain, Paint og Crayon, så hvorfor ikke også en ink pad.

Mit sidste ønske for 2018 er et nytårsforsæt til mig selv. Sidste år modtog jeg fra uventet kant et håndlavet julekort. Den gestus gjorde mig rigtig glad – og jeg kunne mærke, jeg helt havde glemt glæden ved at modtage et håndlavet kort med posten. Så i år vil jeg forsøge at blive bedre til at få lavet mine kort til tiden, så jeg kan dele den samme glæde ud til andre, også selvom prisen på portoen (igen) er steget – for helt ærligt, så kan jeg godt undvære de 9kr, det vil koste at glæde et andet menneske med post til fødselsdag eller jul 🙂

Tak fordi du læste med 🙂

Mange hilsner fra Tina.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.